Brugsuddeler om Folkemødet: 'Vi henter ikke ekstra personale i år'

Brugsuddeler om Folkemødet: 'Vi henter ikke ekstra personale i år'
Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 5. MAJ 2021 • 10:16
Af:
Marie Hofman
| ABONNENT
5. MAJ 2021 • 10:16

GENÅBNING

At Folkemødet 2021 nu bliver til en realitet, får smilene frem hos mange. Ikke mindst hos de lokale erhvervsdrivende i Allinge, der hvert år glæder sig over den store aktivitet og omsætning, som Folkemødet genererer til byen. Én af dem, der profiterer stort på den årlige demokratifestival, er Superbrugsen i Allinge, der ved Folkemødet i 2019 satte ny salgsrekord. Det glæder nu derfor også brugsuddeler Ralf Due, at man i år får Folkemødet tilbage i en hvis grad.

– Det betyder selvfølgelig, at vi vil se flere mennesker i byen og på Nordlandet generelt, og det er meget positivt. Lidt har også ret, og sammenholdt med sidste år, hvor alt var aflyst, da er det jo bare positivt, at vi trods alt får et Folkmøde, siger Ralf Due, der dog alligevel har forbehold i sin optimisme.

– Hvis der kun kommer til at være arrangementer nede omkring Cirkuspladsen, så kan jeg godt være nervøs for, hvor mange vi kommer til at se oppe i byen. Man kan samtidig sige, at 2000 mennesker om dagen, holdt mod de 100.000, vi normalt ser, så bliver det langt fra det samme. Men vi forbereder os, siger Ralf Due.

Intet salg udensdørs

Under de andre års Folkemøde, har Superbrugsen i Allinge foruden salget i butikken også solgt mad og drikke i et telt udendørs. For at matche travlheden har man de andre år samtidig måtte hente ti medarbejdere fra Coop på Sjælland ind under folkemødedagene. I år forholder man sig dog anderledes roligt til den kommende festival.

– Vi forbereder os på den måde, at vi selvfølgelig skal have fyldt butikken op med varer, hvilket vi jo alligevel skal gøre, fordi det snart er højsæson. Men vi kommer ikke til at have bod udendørs eller hente ekstra personale i år. Det tror jeg sagtens, at vi selv kan håndtere, siger Ralf Due.

Hvert år plejer de deltagende organisationer desuden at bestille varer forud for festivalen hos Superbrugsen. Dette plejer at give supermarkedet en god indikator på, hvor mange man kan forvente at se til årets festival. I år har de uvisse coronatider dog gjort, at bestillingerne har ladet vente på sig, og Ralf Due glæder sig nu til at se udviklingen den kommende tid.

– Det bliver spændende at se, hvor mange bestillinger, vi vil se. Men vi tager alt med, og vi glæder os, siger Ralf Due.