Bornholmslinjen forlænger nødsejlplan for Rønne-Ystad

Bornholmslinjen forlænger nødsejlplan for Rønne-Ystad
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 20. JAN 2021 • 10:43

20. JAN 2021 • 10:43

TRANSPORT

Transportministeriet har i formiddag meddelt, at den nuværende sejlplan for Rønne-Ystad fortsætter frem til den 31. januar.

Det oplyser Bornholmslinjen i en pressemeddelelse.

Beslutningen betyder, at sejladsen på ruten fortsat kun vil bestå af de nuværende to daglige dobbeltture mod normalt fire, samt at et antal af de bookede rejsende dermed skal flyttes til nye afgange, fordi to afgange er udgået.

– Det er vi i fuld gang med at informere kunderne om. De får alle direkte besked, oplyser pr- og kommunikationschef Jesper Maack i meddelelsen, og fortæller videre, at i forhold til ruten mellem Rønne og Køge afventer rederiet stadig en beslutning fra Transportministeriet.

Han refererer dermed til, at der er opstået et pres med udsolgte afgange på Rønne-Køge-ruten, efter at den svenske grænselukning har betydet, at der er droslet ned på Rønne-Ystad-ruten. Antallet af passagerer på sidstnævnte er styrtdykket, fordi transitkorridoren gennem Sverige kun er åben for borgere med adresse på Bornholm samt få andre grupper. Derfor ønsker mange flere at rejse til og fra Bornholm via Køge. tøm