Bornholmslinjen har refunderet alle billetter – her er den nye fartplan

Bornholmslinjen har refunderet alle billetter – her er den nye fartplan
Povl Anker skal stå for en stor del af juletrafikken i år. Foto: Berit Hvassum
| 22. DEC 2020 • 06:12
Af:
redaktionen

22. DEC 2020 • 06:12
Efter at den svenske regering har lukket Sveriges grænser, har Bornholmslinjen haft gang i puslespillet for at få juletrafikken til at gå op.

Alle afgange på Rønne-Ystad er aflyst, og der bliver i stedet sat ekstra ind på Køge-ruten.

Samtlige bookinger med Express 1 er blevet annulleret, og passagererne har fået en sms om, at de nu skal booke ny plads – og meldingen fra Bornholmslinjen er, at det er usikkert, hvor mange man kan have med frem og tilbage på de planlagte afgang.

Fartplanen, som Bornholmslinjen planlægger at sejle efter "så længe det er nødvendigt", ser således ud:

Povl Anker

Rønne-Køge:
Afgang 8.00. Ankomst 13.30.

Køge-Rønne:
Afgang 14.00. Ankomst 19.30.

Rønne-Køge:
Afgang 20.00. Ankomst 01.30.

Køge – Rønne:
Afgang 02.00. Ankomst 07.30.

Derudover sejler Hammershus sin sædvanlige tur med afgang fra Rønne klokken 17 og fra Køge klokken 00.30.

DAT flyver ekstra

Også flyselskabet DAT har sat ekstra ind. I dag er der oprettet seks nye afgange mellem Bornholm og København, og selskabet vil blive ved med at sætte flere afgange ind hen over julen, så længe der er efterspørgsel nok, lød det mandag aften fra DAT.