Bornholmslinjen aflyste færre afgange i 2021 – tidsplanen skrider stadig i juli

Bornholmslinjen aflyste færre afgange i 2021 – tidsplanen skrider stadig i juli
Bornholmslinjen aflyste færre overfarter med hurtigfærgerne i 2021 end de foregående år. Flest afgange blev aflyst i februar og oktober, hvor dette billede med bølgegang i havnebassinet stammer fra. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 22. JAN 2022 • 16:45
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED
22. JAN 2022 • 16:45

Andelen af forsinkede ankomster med hurtigfærgerne ligger år efter år på godt syv procent.

Omtrent 13 ud af 14 gange ankom hurtigfærgerne til tiden i 2021. Ifølge Bornholmslinjens årsopgørelse over rettidighed var 7,3 procent af overfarterne mere end ti minutter forsinkede. Ti minutter er grænsen, der udløser en bøde til rederiet, medmindre ekstreme vejrforhold eller andre omstændigheder defineret i kontrakten gør sig gældende.

Andelen af forsinkede overfarter på Rønne-Ystad-ruten ligger stabilt. I 2019 og 220 ankom henholdsvis 7,4 og 7,1 procent ikke til tiden. Sværest har Bornholmslinjen ved at leve op til kravene i højsæsonen. I juli 2021 blev der registreret en forsinkelse på 18,4 procent af overfarterne. Juni var den mest planmæssige måned med en rettidighed på 98,1 procent. Ankomsttidspunktet er i kontrakten defineret som det tidspunkt, hvor skibet får kontakt med broklappen på havnen.

40 aflysninger

I årets løb aflyste Bornholmslinjen 40 afgange på grund af ekstremt vejrlig. I 24 af disse tilfælde blev sejladsen gennemført af en erstatningsfærge. Dertil kommer, at 128 afgange i januar 2021 blev annulleret, fordi Bornholmslinjen som følge af de svenske indrejserestriktioner fik tilladelse til at omlægge sejlplanen og begrænse antallet af sejladser til Ystad.

Mængden af aflysninger er lavere end alle foregående år. I 2020 måtte rederiet aflyse 114 afgange.

Størrelsen på boden, som Bornholmslinjen skal betale til Transportministeriet som straf, afhænger af forsinkelsen. 10-20 minutter koster 2.000 kroner, mens en sen ankomst på 1-2 timer resulterer i en bod på 18.000 kroner. Aflysninger og forsinkelser, der overstiger fire timer, takseres med den højeste bod på 60.000 kroner.