Bornholmsk bison er blevet et emne i Folketinget

Bornholmsk bison er blevet et emne i Folketinget
Den bornholmske bisonbestand er vokset fra syv til ti individer på ti år. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NATUR | ALMINDINGEN | ABONNENT | 20. SEP 2021 • 17:30
NATUR | ALMINDINGEN | ABONNENT
20. SEP 2021 • 17:30

Konservativ landspolitiker stiller Lea Wermelin til regnskab for bisonbestandens trivsel.


Mindre end en uge efter at regeringen og den støttepartiers forslag om at etablere 15 naturnationalparker i Danmark blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, er den bornholmske natur igen aktuel på Christiansborg.

Mandag dukkede den bornholmske bison nemlig op i et spørgsmål fra det konservative folketingsmedlem Mona Juul til miljøminister Lea Wermelin (S) og Miljø- og Fødevareudvalget:

"Kan ministeren garantere, at de bisoner, som er udsat i Almindingen på Bornholm, behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, når et forskningsprojekt på Københavns Universitet har kunnet konstatere meget høje koncentration af parasitter i dyrene og på den baggrund opfordrede Naturstyrelsen til at varetage bisonernes helbred og give ormekur", spørger Mona Juul og henviser til undersøgelsen ”Parasitterne i den europæiske bison på Bornholm", som blev udgivet af en gruppe forskere på Københavns Universitet i 2016.

Inficeret i betydelig grad

En af forfatterne til undersøgelsen er den herboende professor i parasitologi, Kurt Buchmann. I rapporten gennemgås blandt andet analyser af bisonbestandens afføring cirka syv måneder efter indførslen fra Polen i 2012. Bestanden bestod dengang af en tyr og seks køer.

Undersøgelserne viste, at dyrene var inficeret med ormeparasitter "i betydelig grad". Der blev blandt andet fundet æg fra leverikter, vomikter, piskeorm, trådorm, lungeorm og løbetarmorm i bisonoksernes afføring. Det var dengang forskernes opfattelse at parasitterne i overvejende grad var taget med fra Polen, og undersøgelsen forårsagede ikke vedvarende bekymring på Bornholm.

Bestand vokset fra syv til ti

I de første fire år efter indførslen voksede bisonbestanden i hegnet med ti kalve. I 2015 døde to voksne køer og en kalv, og en lokal dyrlæge vurderede, at den ene ko var stærkt belastet af parasitter. Det var for sent at udtage prøver til analyse, da de to øvrige dyr blev fundet.

Siden da er det gået op og ned med trivslen i bisonskoven. Bestanden er reguleret løbende, blandt andet blev en tyr udtaget i 2018 og sendt til Knuthenborg for at undgå indavl, og en ny blev sat ind.

Bisonskoven i Almindingen er på 200 hektar og ligger på statens arealer. Søren Friese, leder af Naturstyrelsen Bornholm, vurderer, at bisonbestanden i dag er på ti individer, hvilket svarer til en vækst fra syv til ti på knapt ti år.

Debatten blusset op igen

Den lokale opmærksomhed på Bisonskoven er stor, og de seneste år er antallet af kritiske røster vokset.

Flere iagttagere mener, at enkelte eller flere dyr i bestanden i Almindingen fremstår underernærede, og debatten om dyrevelfærd er nu blusset op igen, efter at det er blevet besluttet, at der skal etableres en naturnationalpark i Almindingen.

Her fremhæves bisonbestanden af flere som skrækeksempel på, hvad der sker, når man hegner store græssere inde på et begrænset område.

Omvendt viser udenlandske studier af importerede bisonbestande, at der ofte går en årrække, før der er etableret en sund bestand i det nye habitat. Når det først er sket, begynder bestanden at vokse stabilt.

Opstillet i Jylland

Mona Juul er opstillet i Østjyllands Storkreds.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hende om, hvorfor hun stiller spørgsmål om den bornholmske bisonbestand.