Borgmester Trøst møder Tidendes læsere

Borgmester Trøst møder Tidendes læsere
Jacob Trøst under den dramatiske valgaften på Hotel i Rønne. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | Søndag 21. november 2021 • 16:00
NYHED | BORNHOLM | Søndag 21. november 2021 • 16:00

"Ej blot til Trøst", lyder teksten på baren i Rønne Theater. På torsdag vil både borgmester Jacob Trøst, Tidendes læsere og redaktionen nyde udskænkning fra baren, når borgmesteren bliver interviewet live på scenen.

Hvordan forener man Enhedslisten og Dansk Folkeparti på den lange bane? Hvilke konkrete forbedringer kan vælgerne forvente over de næste fire år? Hvad er den mest skelsættende og betydningsfulde oplevelse, du har haft i dit liv?

Disse spørgsmål og mange flere kan Tidendes læsere få svar på torsdag klokken 17 på Rønne Theater. Her inviterer Tidende alle de 5.987 betalende medlemmer til at komme og overvære et liveinterview med den kommende borgmester, Jacob Trøst, på scenen.

Bardisken på Rønne Theater. Arkivfoto

Hvert medlem kan få fem billetter kvit og frit. Billetterne fordeles efter først til mølle-princippet. Tidende har en ekstra omkostning ved mange deltagere, og derfor tillader vi os at opkræve et udeblivelsesgebyr på 100 kr. pr. person, hvis man ikke bruger en bestilt billet.

Interviewet gennemføres på scenen enten i Teatercafeen eller på den historiske scene, hvis der er flere end 50 tilmeldinger. Medlemmer kan tilmelde sig på mail@tidende.dk eller telefon 5690 3000.

Den politiske redaktion arbejder på at give læserne et bedre indblik i mennesket bag Bornholms kommende konservative borgmester og hans planer og drømme for Bornholms fremtid. Da Tidende er medlemmernes avis, opfordrer vi medlemmer til at sende spørgsmål til borgmester-interviewet på redaktion@tidende.dk, så vi kan komme hele vejen rundt.

Efter de 60 minutters interview på scenen vil der være mulighed for at købe en forfriskning i Teatercafeens bar, som bærer det til anledningen velvalgte udsagn – ej blot til trøst. Her vil det være muligt selv at hilse på den kommende borgmester, Jacob Trøst.

Der vil være krav om forevisning af gyldigt corona-pas for at deltage i arrangementet. Ved flere end 50 tilmeldte, vil gamle scenes over 300 siddepladser give god mulighed for at holde afstand og undgå coronasmitte.

 



FÅ ABONNEMENT