Borgermøder om planerne med torv, strandpark og busholdepladsen i Nexø

Borgermøder om planerne med torv, strandpark og busholdepladsen i Nexø
Styregruppen for områdefornyelsen i Nexø vil på et borgermøde i næste uge fremlægge forslag til en ny anvendelse af busholdepladsen i Nexø, som skal styrke sammenhængen mellem by og havn. Arkivfoto: Allan Rieck.
BYFORNYELSE | NEXØ | 6. JAN 2022 • 20:00

Områdefornyelsen i Nexø kan få vidtrækkende betydning for byen

Tirsdag og torsdag i næste uge inviterer kommunen til to pop-up borgermøder om den igangværende områdefornyelse i Nexø. Det ene møde handler om planerne for en strandpark i bugten ved Kystvej, og det andet borgermøde handler om de nyeste tanker for udviklingen omkring Nexø Torv.

– Bor du i Nexø, og er du nysgerrig på, hvad der sker med udviklingen i din by, så er du inviteret, skriver områdefornyelsens projektleder Maria Jørgensen i en pressemeddelelse. 

Møderne holdes udenfor

Styregruppen for Områdefornyelsen Nexø har prioriteret at afvikle møderne, trods det aktuelt høje corona-smittetal. Derfor holdes møderne som udendørs arrangementer.

På det første møde tirsdag vil styregruppen fortælle om seneste nyt i udviklingen af strandparkprojektet. Der vil være korte oplæg fra styregruppen for Områdefornyelsen Nexø og fra Bornholms Energi & Forsyning. Derudover vil der være en repræsentant fra Nexø Havn A/S til stede. 

Busholdeplads i fokus

Torsdag vil styregruppen præsentere de nyeste tanker om fremtiden for Nexø Torv, og hvordan sammenhængen mellem bymidte og havn kan styrkes.

– Områdefornyelsen i Nexø vil blandt andet stille forslag om at omdanne busholdepladsen og forlænge fredeliggørelsen af Toldbodgade. Vi glæder os til at høre Nexø-borgernes holdning og idéer til indretning af et nyt, centralt byrum, lyder det fra projektleder Maria Jørgensen.

Her foregår møderne

Pop-up mødet om strandparken foregår tirsdag 11. januar klokken 16.00 foran Værftet på Kystvej 2 i Nexø, mens pop-up eventet om Nexø bymidte foregår torsdag 13. januar klokken 16.00 på Nexø Torv.

Der er ved begge arrangementer afsat tid til spørgsmål og debat.