Blingbling-krogen – og hvordan det kan koste 8.209,13 kroner at aflevere en smule affald

KLUMME

Skrald, skrald ikke.

Dét er spørgsmålet.

Til gengæld skal man nogle gange være varsom, når man leverer et svar. Det er jeg sikker på, jeg ikke behøver at huske læseren af denne klumme på, for hun gør det da hele tiden, overvejer pro et contra i diverse situationer i løbet af hver eneste dag.

Men når det kommer til småt brændbart, er det, som om en smule skrald hos især mænd kan blokere hele venstre hjernehalvdel, hvor logiske overvejelser finder sted, mens følelseshavet i højre bliver til oprørte vande, hvor beslutninger kastes nådesløst omkring.

Visse studier af hjerner har vist, at mænd er bedre til at udføre opgaver med flytning – jo, rent faktisk – mens kvinder er bedre til følelser – undskyld, old news – hvorfor de altså også er verdensmestre i forhold til at udvise empati. Det er en usædvanligt væsentlig gevinst, evolutionen dermed har givet os i hænde, for det betyder jo, at kvinder nok kan stå lidt undrende på sidelinjen og kigge på, mens vi mænd under stor ståhej og gerne en hel del råben flytter rundt på ting, men bagefter er de til gengæld rigtig gode til at klappe os på hovedet og sige:

– Hvor er du altså dygtig!

Lige på dette sted i denne klumme vil min bonusdatter og sikkert mange andre godt nok snarere tage sig til deres eget hoved og tænke, at min binære fremstilling burde blive returneret med et tak for lån til 1900-tallet, eftersom dens fastfrosne idioti med at omtale kvinder og mænd som de eneste kønsidentiteter i verden og endda udstille dem som væsensforskellige fra hinanden diskvalificerer den, hvorfor al læsning nødvendigvis må stoppe her.

Det letter sådan set presset på skribenten, at læserne nu er faldet fra, men det ændrer ikke alverden i forhold til arbejdsprocessen, for når først man er gået i gang med at flytte lidt rundt på alfabetet, tilsiger både det 1900- og de foregående århundreders protestantiske arbejdsmoral nemlig også, at man ikke stopper, før alle bogstaver har fået deres berettigede plads.

Ganske ligesom skrald har en plads, og vel synger Steffen Brandt, at der ikke er nogen grund at spille smart, når man hænger der på kanten af småt brændbart, hvilket i visse situationer sikkert kan være sandt, men rent faktisk tror jeg, det kan være en rigtig god idé at være bare lidt smart, inden man overhovedet når derop på kanten af det brændbare.

Det er der, det gik galt for mig. Når man har en Fiat 500 cabriolet, tænker jeg ikke – men ak, nu er det alt for sent – at man skal få monteret en jydekrog, altså denne krog bag på bilen, hvorpå man kan montere en trailer.

En Fiat 500 er egentlig for lille og elegant til den slags narrestreger, forekommer det mig, og tanken om en jydekrog var også fjern, da vi købte bilen i foråret 2019. Det gjorde vi mest af alt under indtryk af sommeren 2018, som havde været så varm, at vi indså, at det eneste rigtige ville være at køre sydpå i en Fiat 500 cabriolet med kalechen slået ned og bare sidde der i solskinnet med bøllehat og nyde turen.

Vi nåede det ikke i 2019, og der er ingen grund til at nævne, hvordan vi henslæbte sommeren i 2020.

Det skulle da lige være for at konstatere, at en pandemis trummerum kan virke som brændstof til sære tankemæssige processer. Man får for eksempel øje på en lille bunke brædder, emballage, lidt haveaffald, noget pap, et ynkeligt fodboldbord med et brækket ben, lidt grimme urtepotteskjulere og andre ubrugeligheder i et hjørne af sin gårdhave og pludselig slår en idé ned som et lyn:

Det skal på Bofa, og det skal ske snarest. Jeg klarer det selv, for jeg orker ikke at fedte for nogen, som har bil og trailer, så det vil være smart med en jydekrog, så jeg bare kan leje en trailer og få ryddet op og ud.

Jeg kørte hen på mit yndlingsværksted og forklarede, at jeg helst ville have en aftagelig krog for ikke at skæmme den lille bil alt for meget. To mand høj stillede mekanikerne sig op ved en computerskærm, hvor de dybt koncentreret arbejdede en stund på at lirke min bankkonto op og få fingrene så dybt ned i den som muligt.

– Ja, det bliver jo dyrt, sagde den ene mekaniker omsider med en lidt forstilt bekymret mine, da han vendte sig om fra skærmen og præsenterede mig for en håndskrevet lap papir med nogle tal på.

Nederst stod der et beløb på noget i retning af 8.000 kroner, og det er da også en slags penge, ikke mindst når vi taler om en bil, som blev købt brugt og trods alt så småt allerede har kursen sat mod bilkirkegården.

For et par tusinde ekstra kunne krogen blive aftagelig, sagde han, men jeg vurderede lynhurtigt, at til den pris skal den da aldrig tages af. Jeg betragtede den allerede som et statussymbol og begyndte spontant at visualisere for mig selv, hvordan min bankrådgiver ville blive ret benovet, hvis han så mig komme kørende forbi med sådan en gang imponerende ekstraudstyr monteret omme ved kofangeren.

Jeg forestillede mig, krogen ville have den samme effekt som den blingbling, man kender fra rap- og hihopmiljøet, og som refererer til det tingeltangel, de ynder at gå med, så de kan reflektere lyset og rasle lidt med det, når de bevæger sig omkring. Sådan en fyldt trailer har det også med at rasle – endda markant mere end deres små smykker – og uden trailer monteret skulle jeg nok vide at pudse krogen, så den altid ville fremstå skinnende.

Jeg var på krogen, javel, men på blingbling-krogen.

Mens disse tanker løb gennem mit hoved, var en anden kunde trådt ind på værkstedet iført mundbind ligesom mekanikeren og jeg, så jeg skyndte mig at afrunde bestillingen:

– Den er sort, ikke sandt, sagde jeg med reference til krogen.

Over mundbindet blev mekanikeren helt stiv i blikket.

– Øhhh …, forsøgte han befippet, men gik så i stå, mens hans blik søgte mod kunden bag mig.

– Jamen, den skal jo helst passe til bilen, sagde jeg uden at ane uråd og pegede ud på parkeringspladsen, hvor den stod.

Sort lak, sort kaleche, sorte lædersæder, sort instrumentbræt. Sort i sort.

Først da jeg så mekanikerens blik opløses i lettelse, forstod jeg, hvad der var på spil.

– Jojo, vi har dem kun sorte, sagde han og åndede lettet ud.

– Du kunne ikke klare bare en enkelt orange?, spurgte jeg.

Nej, haha, det kunne han ikke, sagde han, og vi lo alle overstadigt, nu da det anspændte øjeblik havde opløst sig.

Så var det om at få gang i processen, bilen skulle nemlig til periodisk syn førstkommende mandag, og jeg havde ikke lyst til at blive forsinket og eventuelt udløse en ekstraregning fra det offentlige. Men samtidig kræver en ny jydekrog også et syn, så den kan komme på registreringsattesten, hvorfor det var vigtigt at få den monteret i en fart, så bilen ikke først skulle gennem det periodiske syn og siden endnu et.

Sådan et syn koster som bekendt penge.

Mekanikeren havde først tid om tirsdagen, men mente bestemt ikke, det ville give anledning til ballade, man kunne såmænd ifølge hans erfaring gå en hel måned over tiden, uden der skete noget, sagde han, men tilføjede dog:

– Ja, nu skal jeg jo passe på, hvad jeg siger …

Netop, jeg kunne blive den første, der fik problemer, men pyt, vi tager chancen, sagde jeg.

For at gøre en længere historie lidt kortere: Jeg troede, man skulle bruge en registreringsattest for at få synet sin bil, men kunne ikke finde den. Jeg bestilte lynhurtigt en ny på Skats hjemmeside – den viste sig at koste ikke 100 kroner, som min mekaniker havde sagt, men 200 kroner – og bevægede mig på gåben hen for at hente bilen med den nymonterede krog.

Da jeg var halvvejs, ringede min mobil.

– Jeg har fundet attesten, sagde min kæreste begejstret.

Jeg nåede hen til mekanikeren klokken 15.45 og forklarede ham straks situationen, deriblandt at jeg havde læst på Skat, at min nybestilte attest annullerede den gamle. Så nu kunne jeg vel ikke engang få synet bilen på den gamle attest, som lige var dukket op derhjemme!

Jo, hvis jeg nåede at få bilen synet allerede i dag, mente han.

– Af sted med dig!

Jeg sprang ind i bilen med den friskmonterede krog og ræsede hjem, hvor jeg hentede attesten og ræsede videre til synshallen, hvis p-plads jeg kørte ind på klokken 15.50, just som en anden bil kørte ud fra pladsen.

Jeg parkerede, sprang ud af bilen og henvendte mig til et par mekanikere, som lyttede pænt til min lidt lange historie, som jeg dog fortalte i Le Mans-tempo.

Da jeg igen trak luft ind klokken 15.53 sagde den ene:

– Synshallen er der.

Han pegede på bygningen ved siden af, som altså ikke hørte til det værksted, vi stod i, og som åbenbart ikke havde noget med synshallen at skaffe.

– Og han kørte hjem, lige da du ankom, fortsatte han.

Pokker tag' det, synshallen var altså ubemandet!

– Så får jeg jo ikke synet nogen bil i dag, sukkede jeg.

– Nej, men prøv i morgen, sagde mekanikeren trøstende.

– Der er åbent fra klokken 8 til 16.

Han kom i tanke om, at klokken endnu ikke var 16, men at synshallen altså ikke desto mindre var lukket og tilføjede:

– Ja, nu skal jeg jo passe på, hvad jeg siger ...

Så afventede jeg den nye registreringsattest med posten, men fandt efter et par dage ud af, at den åbenbart slet ikke var nødvendig for at få synet bilen, hvorfor jeg skyndte mig at køre op i synshallen –og fik bilen synet formedelst 570 kroner.

Synsmanden forklarede mig, at nu skulle jeg bestille en ny registreringsattest – og jeg tror faktisk slet ikke, han opdagede, at jeg begyndte at gumle på mit mundbind ved tanken om, at jeg altså skulle slippe yderligere 200 kroner for en ny-ny attest.

Og i den anledning vil jeg gerne tilføje, at det næsten ikke føltes som en trøst, da jeg efter seks dage opdagede, at en ny attest rent faktisk kan erhverves for "kun" 100 kroner. Jeg modtog nemlig en kuvert med de hele to registreringsattester, jeg åbenbart i skyndingen var kommet til at bestille i første omgang, hvilket forklarede, hvorfor det havde kostet mig 200 kroner.

Nu kunne jeg bare smide begge to ud og bestille en ny, hvorpå blingbling-krogen ville være registreret.

Den har allerede været i brug, krogen. Jeg lejede umiddelbart efter monteringen en ganske lille trailer, hvilket kostede 100 kroner for en time, men det var alt nok til at få afleveret den trods alt beskedne mængde affald fra gårdhaven på Bofa.

En aflevering, som i skrivende stund står mig i 8.209,13 kroner, når jeg ikke medtæller de 570 kroner for at få bilen synet – synes skulle den jo trods alt – men inklusive de 100 kroner for leje af trailer.

Umiddelbart inden min tur til Bofa havde en god kollega, som selv har en Fiat 500, forklaret mig, at hun engang overvejede at få monteret en krog, men fandt frem til, at det var en kende pebret, så hun lod være.

– I stedet bestiller jeg da bare afhentning af stort skrald hos Bofa, det koster jo ikke noget, sagde hun til mig.

Så nu kører hun rundt i sådan en lille fattigrøvs-Fiat uden blingbling-effekt.

Hende om det, selv blev jeg et kort øjeblik ganske opløftet, da jeg forleden stod i kø ved Søndermarkshallen til en kviktest og pludselig bemærkede en yngre kvinde stå bag Fiaten og stirre – forekom det med – lettere imponeret ned på blingbling-krogen. Jeg trak skævt på smilebåndet og var nær ved at bryde ud i en spontan rapsang, for her havde vi tydeligvis en kvinde, der kendte til tingenes værdi og kvalitet og forstod investeringer, som repræsenterer et vist overskud.

Pludselig opdagede jeg imidlertid, hvad der var på færde – og nåede kun med nød og næppe og i et hæsblæsende tempo at stæse hen og med et ydmygt udtryk i ansigtet få hende, parkeringsvagten, til at slette den p-bøde, hun var i færd med at udstede.

Så kunne jeg flytte bilen og slukøret liste tilbage til min plads i køen.

Men skal, skal ikke.

Det er til stadighed spørgsmålet.

TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København til Bornholm.

I disse måneder deler han alle biler og deres ejere op i to kategorier, dem med lækkert – og dyrt – ekstraudstyr i form af en blinbling-krog og dem uden. De sidste har han lidt ondt af.