Billedserie fra hvide novemberdage

Billedserie fra hvide novemberdage
Aakirkeby set fra oven. Foto: August Dale
NYHED | ABONNENT | 21. NOV 2022 • 15:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
21. NOV 2022 • 15:30

Vinteren ankom tidligt i år, og ingen andre steder i landet faldt der så meget sne som på Bornholm. Nu er tøvejret over os.


November er som bekendt en efterårsmåned, og normalt varer efterårsvejret et godt stykke ind i december – men i år blev det omvendt.

Mandag kom omslaget så småt til tøvejr, men først onsdag ventes temperaturen at nå op på de seks-syv grader, der vil få sneen og sjappet til at forsvinde hurtigt.

De første snefnug dryssede ned fredag aften, og lørdag morgen vågnede mange bornholmere op til vinterens første snevejrsdag. Det var første gang i tre år, at der faldt sne så tidligt på vinteren noget sted i Danmark, oplyste TV2 Vejret.

 

Vestermarie. Foto: Charlotte Lind Pedersen

 

De insisterende byger om formiddagen og først på eftermiddagen efterlod over 15 centimeter sne visse steder midt på øen. Der var dog pletvise undtagelser – det hvide lag nåede ikke til Svaneke, berettede læsere. Tidendes weekendvagt brugte lørdag dobbelt så meget tid som normalt på at køre fra Rønne til Aakirkeby, mens sneen væltede ned. Langs vejsiden stod et par biler, der var skredet af vejen og kørt fast. Til gengæld blev markerne pludselig grønne på vej ned ad bakken mod Nexø, hvor Bornholms Havvind holdt stiftende generalforsamling uden de ledende ansigter fra steder som Østerlars og Gudhjem, hvor sneen havde spærret vejene, og TV 2/Bornholm nåede kun frem takket være en taxi, da tv-stationens vognpark ikke var kommet på vinterdæk i tide.

 

Rønne Stadion Nord. Foto: Christina Bøg-Jensen

 

Det var ikke en optimal weekend at være bilist. Lørdag aften oplyste Dansk Autohjælp, at man i dagens løb havde hjulpet 45 biler. Et par af Tidendes budbiler kørte i grøften, så udbringningen af lørdagsavisen nogle steder måtte udskydes til senere. Ved travbanen væltede en hestetrailer. Ponyen inde i traileren slap heldigvis uskadt fra uheldet, fortalte en Tidende-journalist, der tilfældigvis befandt sig på Segenvej.

 

Der bliver noget at rydde op i efter lørdagens tunge, våde sne, som har fået mange træer og grene til at bukke under. Billedet her er fra Nordskoven i Rønne. Foto: Holger Larsen

 

Mange måtte kæmpe længe med at få skrabet den fastfrosne sne af forruderne, ligesom skraldespandslåg sad godt fast, da temperaturen havde vekslet mellem tø og hård frost. Og i skovene knækkede store grene af træerne under de mange kilos sne.

 

Foto: Lasse Kalmar Dyrnits

 

Det skal ikke lyde, som om den hvide november kun var til besvær. Børn, barnlige sjæle og andre, som finder glæde ved sneen, fandt luffer og huer frem og gik ud og byggede snemænd. Mange steder faldt der sne nok til, at det gav mening at hive kælkene ned fra loftet.

Nu lakker vintertyvstarten mod enden, men med over 15 centimeters snefald på den indre del af øen, kan der gå nogle dage, før alting er smeltet. Men minderne består, og vi bringer her et udpluk af de billeder, som redaktionen har fået tilsendt de seneste dage.

 

Foto: Sebastian Schjørmann

 

Aakirkeby. Foto: Siine Katherine Bergmann