Bestyrelsen på Svaneke Friskole: 'Vi arbejder for at børnehuset bliver på matriklen'

Bestyrelsen på Svaneke Friskole: 'Vi arbejder for at børnehuset bliver på matriklen'
Forældrene på Svaneke Friskole ønsker, at Svaneke Børnehus skal blive på skolens område fremover. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. AUG 2020 • 14:18
| ABONNENT
27. AUG 2020 • 14:18
FRISKOLEN

Onsdag aften var der generalforsamling på Svaneke Friskole, hvor forældre og friskolens bestyrelse drøftede sagen om den ulovlige udlejning af friskolens lokaler til det kommunale dagtilbud Svaneke Børnehus. Lige som forældregruppen i Svaneke Børnehus ønsker forældrene på Svaneke Friskole også, at Svaneke Børnehus skal blive på skolens område fremover. Friskolens bestyrelse fremlagde på generalforsamlingen et forslag til, hvordan man kan sikre netop dette, hvis kommunalpolitikerne bakker op. Det fortæller formanden for friskolens bestyrelse, Nicolai Munk Pedersen.

– Vi har nogle investorer, som gerne vil købe lokalerne for at leje dem ud til kommunen, så Svaneke Børnehus kan blive på skolen. Den løsning forelagde vi for forældrene, og der var enighed om, at skolen skulle arbejde videre med den løsning, fortæller han.

Nicolai Munk Pedersen vil ikke oplyse, hvem investorerne er, men fortæller, at bestyrelsens forslag er viderebragt til kommunen, hvor det nu er en politisk beslutning, hvad der skal ske med Svaneke Børnehus.

– Det er kommunens dagtilbud, så det er politikerne, der skal beslutte, hvor de vil have deres dagtilbud. Vi har respekt for den politiske proces og afventer deres beslutning, siger han.

Kritik af forløb

På dagsordenen for generalforsamlingen var der under indkomne forslag tre forslag til afstemning, hvoraf to omhandlede sagen om Svaneke Børnehus. En gruppe på 10 forældre stillet forslag om, at generalforsamlingen for det første skulle udtale "skarp kritik af skolebestyrelsens håndtering af sagen om Svaneke Børnehus, og generalforsamlingen pålægger den fremtidige skolebestyrelse at forpligte sig på at inddrage skolens samlede forældrekreds i alle sager om skolens økonomi, fødekæde og mulighed for at overleve".

Dernæst havde samme gruppe forældre stillet forslag om, at generalforsamlingen skulle vedtage, "at Svaneke Friskole arbejder for at iværksætte en integreret institution, hvis det ikke lykkes at lave en aftale med BRK om fortsat drift af børnehaven i lokalerne" og at generalforsamlingen desuden skulle vedtage, "at skolebestyrelsen melder ud til kommunen, at Svaneke Friskole agter at åbne en integreret institution, hvis BRK flytter børnehuset til Mælkebøtten eller vedtager andet, der medfører, at der ikke skal være kommunal daginstitution i børnehusets bygning".

Der blev dog ikke gennemført en afstemning af forslagene, da de ikke levede op til friskolens vedtægter. Men ifølge Nicolai Munk Pedersen var der en drøftelse af punkterne, og forslagsstillernes kritik blev hørt.

– Vi fik drøftet kritikken og er enige om, at vi skal være bedre til at tale med hinanden fremover. Kommunikation er vigtigt, og det vil vi arbejde for at forbedre. Vi har fået et nyt bestyrelsesmedlem, som gerne vil arbejde mere for det, så det er jo positivt. Vi forstår kritikken, men vi må også erkende, at vi kun har 24 timer i døgnet, og at vi i bestyrelsen også har arbejde ved siden af, som skal passes, siger han.

Bakker op om bestyrelsen

Ajaja Kofoed-Nørregaard er en af de ti forældre, der havde stillet forslagene til generalforsamlingen. Hun er tilfreds med, hvordan generalforsamlingen forløb og bakker op om skolebestyrelsens fremlagte forslag.

– Vi har mange engagerede forældre og en engageret bestyrelse, og det er jo positivt for vores skole. Vi besluttede, at vi kigger fremad og finder løsninger, der er gode for børnene, forældrene og ikke mindst skolen, siger hun.

Ajaja Kofoed-Nørregaard har et barn i 0. klasse på Svaneke Friskole og et barn i Svaneke Børnehus. Hun er derfor glad for, at skolebestyrelsen kom med et forslag til, hvordan børnehuset kan forblive på friskolens matrikel.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi forældre ønsker, at børnehuset bliver på skolen. Bestyrelsen fremlagde en model for, hvordan det kan lade sig gøre, og det er vi som forældre meget positive overfor. Vi bakker fuldt op om, at bestyrelsen arbejder for det forslag, siger hun.

Svaneke Friskoles bestyrelse har ifølge formand Nicolai Munk Pedersen haft forslaget forbi skolens revisor, som har givet grønt lys. Nu er forslaget præsenteret for kommunens administration og skal behandles af kommunalbestyrelsen. Nicolai Munk Pedersen håber, der snart kommer en afklaring på, hvad der skal ske.

– Personligt håber jeg, at det er behandlet i løbet af oktober. Når vi ved, hvad politikerne beslutter, involverer vi forældrene i, hvad der skal ske, siger han.

Bornholms Tidende har forsøgt at få en kommentar til skolebestyrelsens forslag fra Morten Riis (EL), der er udvalgsformand for børne- og skoleudvalget. Det har dog ikke været muligt at få før avisens deadline.