Beredskabet advarer om alvorligt problem i varmen

NYHED | ABONNENT | 12. AUG 2022 • 15:30

Masser af sol og varme venter os de kommende dage, og selvom det kan være hyggeligt at tænde et bål eller at grille i naturen, kan det også være farligt.

 

De kommende dage byder på hedebølge mange steder i Danmark, og selvom varslet fra DMI ikke gælder Bornholm, så vil vi alligevel få en rigtig varm og solrig weekend.

DMI varsler lørdag 26 grader, og søndag forventes der temperaturer på op til 29 grader, og derfor indbyder de kommende dage til at komme ud og nyde sol, varme og frisk luft. Og måske indbyder dagene også til at grille eller tænde et bål, men her er det vigtigt at gøre det med omtanke.

– Heldigvis tyder det ikke på så meget vind, som vil kunne fange gnister og sprede ilden, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

– Men man bør nu alligevel lige overveje, om man kan udskyde at bruge ukrudtsbrænderen, eller om man griller på den rigtige måde og det rigtige sted, advarer han.

På hjemmesiden brandfare.dk, der drives af Beredskabsstyrelsen, KL og Danske Beredskaber, kan man løbende aflæse, hvor stor risikoen for brandfare er de kommende dage, og her er det tydeligt, at midten af Bornholm i weekenden er omfattet af det varsel, der hedder høj, altså at der er en høj risiko for brandfare, og med markeringen at "antændelse ved glød eller flamme vil kunne forekomme'. Kigger man nogle dage frem er varslet, at en lille del af Midtbornholm mandag eftermiddag ryger op i kategorien meget høj, hvorimod varslet derefter falder til et moderat eller lavt niveau.

Husk at have vand med

Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber minder om, at det er vigtigt at have vand med, hvis man tænder ild i naturen, men også at undgå at stille sin grill i eller på det tørre græs, som risikerer at antænde.

– Drop tændvæsken og hav i stedet vand parat ved siden af. Og når man er færdig, så sørg for at gløder og grill er helt slukket, eventuelt med vand, opfordrer han.

Han har også en særlig hilsen til de mange unge, der i disse dage fejrer at være begyndt på deres uddannelser.

– Et bål ud på aftenen kan være rigtig hyggeligt, men det er altså kun en god idé, hvis det sker på en plads, der er indrettet til formålet. Naturen er for tør til, at man kan bruge enhver flad kvadratmeter til at tænde op, siger han.

– Og selv om I ikke har tænkt jer at drikke det, så hav vand med – til bålet, lyder opfordringen til de unge.

Også et enkelt erhverv får en særlig hilsen fra beredskabet forud for weekendens tørre og varme vejr.

– Mange landmænd er i gang med slutspurten i høstarbejdet. Men de tunge, varme maskiner på en tør mark med afgrøder er i sagens natur en ekstra risiko, forklarer Bjarne Nigaard.

Han mener derfor det er en god idé at have vand med i marken, for eksempel i en marksprøjte. Alternativt kan landmanden have harven parkeret, hvor der høstes, så man eventuelt hurtigt kan lave brandbælter.

Grunden til advarslen er, at beredskabet denne sommer har haft en del udkald til mark- og naturbrande.

– Vi kan godt følge med, men vi har travlt. Men en fælles indsats og omtanke fra os alle kan forhåbentlig tage toppen af vores travlhed, slutter Bjarne Nigaard.