Beof lægger areal til mere biodiversitet

Beof lægger areal til mere biodiversitet
Det vrimler med haletudser i stenbrudssøen, hvor åkanderne er i vækst. Foto: Anette Vestergaard
| ABONNENT | 18. MAJ 2021 • 10:04
| ABONNENT
18. MAJ 2021 • 10:04

NATUR

Naturen omkring Smålyngsværket i Pedersker kommer i fremtiden til at myldre med blomster og sommerfugle.

Det sker i et nyt initiativ, som Bornholms Energi og Forsyning og Danmarks Naturfredningsforening Bornholm står bag.

Michael Stoltze, der er biolog, omtaler i denne forbindelse sig selv som frivillig sommerfugleambassadør i Dansks Naturfredningsforenings afdeling på Bornholm.

Han brænder for sommerfugle og natur, og han er stærkt begejstret for samarbejdet med Beof, der giver adgang til et samlet areal på næsten ti hektar.

– Det er pragtfuldt, når teknologi og naturbeskyttelse kan spille sammen på den måde, siger Michael Stoltze.


Smålyngsbruddet

I stenbruddet nord for Pedersker brød man frem til 1970'erne Balka-sandsten, og klipperne er stadig synlige rundt om stenbrudssøen. Mellem vandværket og søen kan man spadsere rundt på den tidligere havbund, som er 540 millioner år gammel.

Der er også et spændende plante- og dyreliv i og omkring stenbrudssøen. Netop nu høres et større kor af nattergale, latterfrøer og spredte kor af løvfrøer i området.

Plantemæssigt er området kendt for at være vokseplads for sjældnere arter som Smalbladet Dunhammer, Vandportulak, Stribet Kløver og Plettet Gøgeurt.

Kilde: Guidebogen "367 ture på Bornholm".


Smålyngsværket. Foto: Jens-Erik Larsen


Blåhat og kællingetand

Smålyngsværket er et af de største vandværker på Bornholm. Værket, der forsyner det meste af Sydbornholm med drikkevand, ejes af Bornholms Energi og Forsyning. Beof ejer også det nedlagte sandstensbrud bag vandværket, og her er der i øjeblikket gigantisk kvækkekoncert i sivene. Latterfrøer og løvfrøer gnækker som kastagnetter, i håb om at tiltrække en mage.

Et par glenter kredser over søen og fuglene pipper i skoven. Men ellers ånder alt fred i området ved Smålyngsværket.

Biodiversitetsprojektet foldes først for alvor ud i 2022, siger Michael Stoltze:

– I år holder vi lidt øje med, hvad der vokser i området, og først derefter vil vi tage stilling til, hvad der skal plantes, siger han, men nævner allerede nu blåhat og kællingetand som oplagte muligheder.

– De tiltrækker nemlig sommerfugle, siger han.

Der indgår 17 bornholmske varme- og spildevandsanlæg i sommerfugleprojektet.


Vandet fra Smålyngsværket Danmarks bedste

Lars Spring er sommelier i København. Han har 30 års erfaring med at bedømme vin, men i august 2019 var han dommer i konkurrencen 'Danmarks mest velsmagende vand'. Dengang kårede han efter en blindtest vandet fra Smålyngsværket i Pedersker som Danmarks bedste, ud af i alt 29 drikkevandslokaliteter i hele landet.

– Det undrer mig faktisk ikke. Jeg har arbejdet på Bornholm, og jeg har altid syntes, deres vand smagte fantastisk, sagde han efterfølgende.

Det var DR, der for to år siden stod for kåringen af Danmarks bedste drikkevand med hjælp fra interesseorganisationen for de danske drikkevands- og spildevandsselskaber, Danva.