Bente Johansen har forladt Hallegaard: Der var dårlig kemi

Bente Johansen har forladt Hallegaard: Der var dårlig kemi
Bente Johansen, som investerede i Hallegaard efter konkursen i Kadeau, har forladt forretningen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 2. JUL 2020 • 21:28
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
2. JUL 2020 • 21:28
ERHVERV

Dårlig kemi. Det er den primære årsag til, at Bente Johansen har valgt at trække sig fra Hallegaard.

I efteråret 2019 satte den pensionerede dyrlæge fra Vestermarie alt ind for at redde stumperne af det konkursramte slagtehus i Østermarie, og det lykkedes.

Bente Johansen havde sin daglige gang på Hallegaard i tre måneder, fra december til 10. marts. I den periode var hun ansvarlig for slagteri, egenkontrol og leverandørkontakt.

I dag har hun ikke fortrudt, at hun brugte et halvt år på at få genoprettet det kriseramte slagtehus.

– Jeg har ikke fortrudt, nej. Men jeg har lagt 30 frivillige timer på Hallegaard om ugen, og jeg har da haft dage, hvor jeg har tænkt: "Det her er mere, end du kan klare, Bente."

Der skal være styr på tingene

Ifølge Bente Johansen var der for langt mellem Jørgen Toft Christensens vision for Hallegaard og hendes egen.

– Jeg vil gerne have, at der er styr på tingene. Dyrevelfærd, hygiejne og lovgivning; tingene skal være i orden. Det var ikke det, jeg oplevede i de måneder jeg var på Hallegaard, siger hun i dag.

Jørgen Toft Christensen ærgrer sig over Bente Johansens beslutning, men vil ikke udtale sig om eventuelle uoverensstemmelser. Bente Johansen har i lange perioder arbejdet som veterinær for Fødevarekontrollen og har i tre år været tilsynsførende på Hallegaard slagtehus. Den rolle trådte hun ud af, da hun selv satte 50.000 kroner ind i det selskab, som holdt Hallegaard Slagtehus levende, indtil August Lund overtog hele forretningen i februar 2020.

– Jeg har kendt Bente siden 1974, og jeg anerkender hende. Hun er god til økonomi og papirnulleri. Men hun valgte at gå. Og så er den sådan set ikke længere i min optik, siger Jørgen Toft Christensen til Bornholms Tidende.

Mistet 80.000 kroner på konkurs

Forsøget på at redde Hallegaard har været en dyr omgang for Bente Johansen, der selv avler frilandsgrise til opfedning og slagtning. Sidste års indtjening gik tabt, da Hallegaard gik konkurs.

– Jeg stod meget langt nede på listen over kreditorer, så jeg regner ikke med at se noget til de penge, siger Bente Johansen, der anslår, at hun har mistet 80.000 kroner i indtjening.

Til gengæld har hun fået de 50.000 kroner tilbage, som hun skød ind i Hallegaard under efterårets redningsaktion.

Hallegaard ejes nu af August Lund og Jørgen Toft Christensen.