Bekymrende tal for Bornholm

Bekymrende tal for Bornholm
Foto: Jacob Jepsen
| 3. NOV 2020 • 14:11
Af:
tommy-kaas

3. NOV 2020 • 14:11
Det seneste døgn er der kommet seks nye personer med coronavirus til statistikken over Bornholm. Det bringer det samlede antal for den seneste uge op på 12.

Tallet bringer Bornholm op på et incidenstal på 30,4. Det er over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse, som ligger på 20 tilfælde per 100.000 indbyggere.

De seks nye coronatilfælde er det næsthøjeste, der er registreret på Bornholm. Den 4. april blev otte registreret med sygdommen. I alt er 136 bornholmere blevet konstateret smittet med covid-19 siden epidemiens start.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

1.353 nye tilfælde i Danmark

På landsplan er der det seneste døgn registreret 1.353 tilfælde af coronavirus.

Det er det højeste antal, der er målt under epidemien. Den tidligere daglige smitterekord var fra 30. oktober, hvor der blev registreret 1.126 smittetilfælde.

Der hører dog med til historien, at der nu foretages langt flere test, end det var tilfældet tidligere under epidemien. SSI har anslået, at antallet af dagligt smittede ville have været på 2.000-3.000, hvis man havde testet i samme omfang, da epidemien toppede i april.

169 personer er indlagt på landets sygehuse med coronavirus. Det er fem færre end mandag. Af dem ligger 22 på intensivafdelinger, hvilket er én færre end mandag. Der er fortsat 14 personer, der ligger i respirator.

Fire personer smittet med covid-19 er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal op på 728 personer.