Scenariet går ud på at skabe et kulturhus med fokus på at styrke og løfte rammerne for Rønnes kulturliv og -brugere, hvor Kulturskolen og Musikhuzet indgår i kulturhuset sammen med forskellige foreninger. Der etableres en café, der skal fungere som husets mødested, og som skal drives af frivillige kræfter.
Det scenarie vil ifølge folkene bag udviklingsarbejdet i Rønne styrke både Kulturskolens og Musikhuzets faciliteter og vil med en café rumme en værtsfunktion, der sikrer et åbent hus. Det skal dog undersøges nærmere, om en frivillig café med helårsåbent er en realistisk mulighed.
Forringet parkering
Bornholms Ældreråd har tidligere meldt ud, at det ikke støtter en flytning af Rønne Bibliotek fra Pingels Allé til Dams Gård. Det er stadig tilfældet.
– Begrundelsen for at undlade flytning af biblioteket er, at der for store dele af Rønne – udenfor byens centrum – samt det øvrige Bornholm vil være stærkt forringede parkeringsforhold for besøgende på biblioteket. Dette gælder også foreningernes brug af mødelokalerne, fortæller Erik A. Larsen i pressemeddelelsen.