Indstillingsperioden løber til og med maj.
Ifølge Bornholms Erhvervsservice er Årets virksomhed en hyldest til det bornholmske erhvervsliv, der er med til at holde hjulene i gang og bidrager med attraktive arbejdspladser, indtjening og til øens omdømme.
– Foruden anerkendelsen skal kåringen af Årets virksomhed også sætte fokus på de mange tiltag, der iværksættes hos øens virksomheder. Nogle får hjælp via erhvervsfremmesystemet, som har oprustet med tilbud og indsatser for at understøtte virksomhederne med den digitale omstilling, mens andre virksomheder selv tager teten. Det kan også være at bruge digitale løsninger i mangel på arbejdskraft, så vi bruger hænderne klogt, siger Karen Bladt, som er formand for Business Center Bornholm og direktør i Hasle Refractories A/S.
Kandidaterne vil løbende blive offentliggjort på Business Center Bornholms hjemmeside og facebookside. Blandt de indstillede vil Bornholms Erhvervsservice udpege tre nominerede virksomheder til et finalefelt. Vinderen findes af en nedsat jury, og selve kåringen vil finde sted ved et arrangement den 27. august.