Årets amatørkusk: 'Jeg fik min første pony, da jeg var et år gammel'

Årets amatørkusk: 'Jeg fik min første pony, da jeg var et år gammel'
Mads Petersen på en af sine heste, Disney, under et løb på Bornholms Brand Park tilbage i juli 2020. Arkivfoto: Torben Ager
| ABONNENT | 21. JAN 2021 • 10:01
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
21. JAN 2021 • 10:01

TRAVSPORT

Mads Petersen fra Rønne fik i weekenden kronet en resultatmæssig flot sæson med kåringen som årets amatørkusk i Danmark, da travsporten afviklede sin årlige prisuddeling. Det er en pris, som han også vandt efter 2013-sæsonen, og også denne gang er han meget stolt over hæderen.

 

Jeg har nogle gode folk,
som støtter mig og
giver mig gode køreture

 

– Det er vel næsten den største pris, man kan få som amatørkusk i Danmark, så på den måde er det jo en stor oplevelse at vinde den. Så jeg er enormt stolt og glad over at få den, for det er også en bekræftelse af, at man har gjort det godt, siger han.

Godt må man sige, at han har gjort det i 2020, for her blev det til hele 21 sejre i 81 starter, hvilket svarer til en sejrsprocent på 26, og dermed blev han også den mest sejrende amatørkusk i sæsonen.

Har savnet tilskuerne

Selv ser han dog ikke kun tilbage på 2020 med glæde, for der var også en vis coronapandemi, som kom på tværs af travsporten.

– Det har jo været lidt op og ned i forhold til corona, for der har været nogle løbsdage, hvor amatører ikke har måtte køre, så på den måde har der været lidt af et afbræk. Men generelt synes jeg, at sæsonen har været fint for min del. Jeg har kørt en del forskellige heste, og jeg synes, at de har gjort det godt over hele året, siger han og lægger ikke skjul på, at han har savnet at køre løb foran et fuldt publikum på Bornholms Brand Park, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre i det forgangne år på grund af forsamlingsforbuddet.

– Jeg synes da, at det er ærgerligt, når der ikke er publikum. Under selve løbet gør det ikke den store forskel, men jeg savner, at der før og efter løbene er lidt stemning, og at der er nogle, der klapper og kigger på en. Så selvfølgelig har det været trist at skulle undvære det, siger han.

Mens Mads Petersen har vundet prisen som årets amatørkusk to gange, så har han aldrig vundet prisen som årets professionelle kusk. Han har ellers tidligere været ansat som professionel jockey i Jylland i nogle år, og han afviser da heller ikke, at han på et tidspunkt vil forsøge sig med en tilværelse som professionel igen.

– Men så skal jeg være træner selv, og det bliver ikke lige foreløbigt i hvert fald. Måske en dag ud i fremtiden kan det være, at jeg kunne finde på at starte lidt op som professionel, men det er ikke noget, der ligger lige rundt om hjørnet.

Meget hesteglad person

I stedet bruger Mads Petersen meget af sin tid på sit arbejde som beslagsmed, hvor han tager rundt på øen og skifter sko på heste. At han også har noget med heste at gøre i sit arbejdsliv er ikke tilfældigt, fortæller han.

– Heste har altid været en del af mit liv. Mine forældre havde heste, da jeg blev født, og jeg fik min første pony, da jeg var et år gammel, så det har bare altid været i mit liv. Og så er det bare blevet mere og mere seriøst, jo ældre jeg er blevet. Og jeg har jo både levet af det og i princippet brugt al min fritid på det, og nu er det så også blevet mit arbejde i og med, at jeg skoer hestene. Så det er en ret stor del af min hverdag, for jeg har noget med heste at gøre både på den ene og den anden måde. 

Tror på god 2021-sæson

På sine forældres gård i Østerlars har Mads Petersen fire travheste, og derudover kører han også løb med amatørkusken Stefan Lind-Holms travheste, så også i 2021 vil der – såfremt coronasituationen tillader det – være god mulighed for at se ham i aktion på travbanen i Almindingen.

Om det så også bliver til en kåring som årets amatørkusk 2021, tager han, som det kommer.

– Jeg vil ikke sige, at jeg går decideret efter det, men selvfølgelig går jeg efter at vinde så mange løb som muligt. Som oftest ligger amatørerne også ret højt på Bornholm i sejrsantal i og med, at vi kører mange løb som amatør i forhold til, hvad man gør i resten af landet. Så jeg tror da også, at det nok skal blive en god sæson. Jeg har nogle gode folk, som støtter mig og giver mig gode køreture, og der er også en del andre, der giver mig køreture, så jeg ser fornuftigt på året.

– Men som udgangspunkt går jeg bare efter at køre så mange penge hjem til hesteejerne som muligt og få nogle fine sejre – og så håber jeg selvfølgelig også, at det bliver bedre med corona, så vi rent faktisk kan komme ud at køre, siger han.