Her kan Rønne få et helt nyt boligkvarter

Her kan Rønne få et helt nyt boligkvarter
I regionskommunen er der planer om at skabe et nyt boligkvarter i det gule område ved Sagavej og Paradisvej, som fejlagtigt er benævnt Helsevej på kommunens kort
TOPNYHED | RØNNE | ABONNENT | 4. MAJ 2022 • 07:33
Henrik Nielsen
Journalist
TOPNYHED | RØNNE | ABONNENT
4. MAJ 2022 • 07:33

Der er tale om et område ved Sagavej og Paradisvej, som tidligere lå indenfor støjkonsekvenszonen omkring helikopterflyvepladsen ved Bornholms Hospital.

 

Der er allerede et nyt boligkvarter på vej i Rønne Syd, og nu kan Rønne vokse sig endnu større. Regionskommunen lægger således op til at skabe et nyt boligområde ved Paradisvej og Sagavej – overfor henholdsvis Plejecenter Lunden og Rehabilitering Sønderbo. Det er blevet muligt, efter at støjkonsekvenszonen omkring helikopterflyvepladsen ved Bornholms Hospital er blevet mindre.

Kommunen ejer selv arealet, der er udlagt til offentlige formål, og et nyt boligområde forudsætter et tillæg til kommuneplanen. Første skridt på vejen er at spørge offentligheden, om den har nogle ideer og forslag til området, og den proces bliver onsdag sat i gang i natur-, miljø- og planudvalget.

Når indkaldelsen af ideer og forslag er gennemført, kan kommunalbestyrelsen beslutte at igangsætte udarbejdelsen af et forslag til kommuneplantillæg.

Offentlig høring

Det er det kommunale embedsværks anbefaling, at en politisk beslutning om udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg bør afvente, at der foreligger konkrete forslag til en ny boligbebyggelse. Den politiske stillingtagen og den tilhørende offentlige høring af kommuneplantillægget og lokalplanen for et konkret byggeprojekt vil i så fald kunne finde sted i en samlet proces.

Når forslaget til kommuneplantillæg og forslaget til en projektlokalplan har været i offentlig høring i mindst fire uger, vil kommunalbestyrelsen kunne vedtage kommuneplantillægget og lokalplanen endeligt og dermed formelt bane vej for et nyt boligområde.

Snarest muligt

I marts besluttede økonomi- og klimaudvalget retningslinjer for prioritering af lokalplaner. Af dem fremgår det, at lokalplaner om boliger skal have næsthøjeste prioritet. Embedsværket anbefaler derfor, at planlægningsarbejdet for området ved Paradisvej og Sagavej igangsættes snarest og afsluttes i løbet af efteråret.

Efter indkaldelse af ideer og forslag vil arealet skulle sælges og et projekt udvikles, før lokalplanlægning kan igangsættes. Når det sker, skal der endnu engang tages beslutning om prioritering, fremgår det af sagsbeskrivelsen.