Afstemning: Bornholm er Europas næstbedste ferieø

7. OKT 2019 • 13:15 • AF REDAKTIONEN

Afstemning: Bornholm er Europas næstbedste ferieø

Bornholm er netop kåret til Europas næstbedste ferieø af verdens største rejsemagasin Condé Nast Traveler. Det oplyser Destination Bornholm.

Magasinet inviterer hvert år sine læsere fra hele verden til at stemme på deres yndlings rejsedestination i forskellige kategorier.

I magasinets Readers ́ Choice Award 2019 har 600.000 personer stemt på deres favoritter, og Bornholm er kåret som den næstbedste ferieø i kategorien ’Top islands in Europe’ foran blandt andre Kreta, Sicilien, Korsika og Mallorca. Bornholm er kun overgået af den kroatiske ø Hvar.

– Når Condé Nast Traveler kårer Bornholm som Europas næstbedste ø, er det en blåstempling, som både har betydning for læserne og andre rejsemedier verden over, som bruger magasinet som inspirationskilde og referenceramme for nye trends, siger Kathrine Simonsen, pressechef Visit Denmark USA ifølge pressemeddelelsen.

– Bornholm har alt det, som rejsende efterspørger. Nemlig overvældende natur, vidunderlig mad og en autentisk oplevelse af dansk kultur. Læserne har valgt Bornholm foran øer, der globalt er langt mere kendte, fordi rejsende i dag søger ukendte perler og uopdagede destinationer, siger hun.

Destination Bornholm er glæder sig også over udnævnelsen:

– Det er en flot anerkendelse af Bornholm som feriedestination, siger presseansvarlig Helle Mogensen.

– Brandingværdien af kåringen er stor, og den kan vi i høj grad bruge i markedsføringen af øen både her og nu og i de kommende år. Nomineringen er en anerkendelse til hele Bornholm og ikke mindst de aktører, der hver dag arbejder hårdt for at give øens gæster de bedste ferieoplevelser.