Biltyve på 12 og 13 år kørte galt efter 500 meter
Arkivfoto

10. SEP 2019 • 09:57 • AF TOMMY KAAS

Biltyve på 12 og 13 år kørte galt efter 500 meter

En bil, der holdt parkeret med nøglerne efterladt i bilen, blev mandag eftermiddag stjålet fra en gårdsplads i Rønne.

Bilen forulykkede efter cirka 500 meters kørsel, og vidner bemærkede, at to drenge løb fra stedet.

Det oplyser Bornholms Politi i døgnrapporten tirsdag.

Politiet fik efterfølgende kontakt til de to drenge på 12 og 13 år, der erkendte at have stjålet bilen.

– Da drengene er under 15 år, kan de ikke tiltales for gerningen, men dog stilles erstatningsmæssigt til ansvar, lyder det fra politiet, som retter opmærksomheden på, at en bilejer skal sikre sig, at vedkommendes bil ikke kan benyttes af andre.

– Da nøglerne var efterladt i den uaflåste bil, blev ejeren sigtet for at have undladt at sikre sit køretøj, oplyser politiet.

Der skete ingen personskade ved uheldet men alene lettere materiel skade, oplyser Bornholms Politi.