Gratis prøvetræninger i næste uge: Viking inviterer til fodboldfitness
Viking-kvinderne vil gerne have flere med på fodboldfitness-holdet. Foto: Anja Andersen

28. AUG 2019 • 06:22SPORT • AF JAKOB NØRMARK

Gratis prøvetræninger i næste uge: Viking inviterer til fodboldfitness

Fodbold som motionsform er vundet frem de seneste år, og i uge 36 gør Viking Fodbold et forsøg på at tiltrække flere kvindelige motionister.

Viking deltager i den nationale fodboldfitness-uge, som Bevæg dig for livet står bag med opbakning fra DGI og DBU.

Klubber landet over slår dørene op og inviterer voksne til at komme og prøve fodbold som motionsform ganske gratis. I Viking er der åben træning for alle kvinder over 20 år både mandag 2. september og onsdag 4. september klokken 18.00-19.30.

– Vi vil rigtig gerne have flere med, for vi er ikke så mange, siger Anja Andersen fra Viking Fodbold.

Hun fortæller, at ti kvinder er meldt til fodboldfitness, men der er ikke fuldt fremmøde til hver træning.

Alle kan være med
Fodboldfitness er en blanding af styrketræning og fodbold, og alt er tilrettelagt, så alle – uanset boldkundskaber – kan være med. ”Ung som gammel, tyk som tynd”, som arrangørerne beskriver det.

I Viking havde nogle spillet fodbold tidligere, mens andre var helt grønne på græsset.

– Det kræver heller ikke, at man har en speciel grundform, siger Anja Andersen til Bornholms Tidende.

Tag en under armen
Forskning fra blandt andet Syddansk Universitet har vist, at fodbold er en af de sundeste motionsformer, der findes.

Andre undersøgelser viser, at det er langt lettere for os at komme afsted til noget nyt, hvis vi gør det sammen med nogen, vi kender, og hvis vi har en fast aftale. Derfor opfordrer Viking til, at man tager en i sin omgangskreds under armen, så man er sikker på at komme afsted i uge 36.

Fodboldfitness for kvinder har været på programmet i Viking Fodbold i et par sæsoner, og træningen foregår på Vikings baner på Rønne Stadion Nord.