Familien Cort viser bornholmerflaget frem i Touren
Foto: Kasper Rasmussen

8. JUL 2019 • 13:48SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Familien Cort viser bornholmerflaget frem i Touren

Tour de France er allerede en dansk succes inden feltet overhovedet er trillet ud på de franske landeveje. Hele otte ryttere havde gjort Magnus Cort selskab, da de lørdag tog hul på verdens største cykelløb i Bruxelles. Og der var også mange danskere tilskuere i den belgiske hovedstad.

Der er årelang tradition for at starte Tour de France uden for Frankrig. I år var "Grand Depárt" placeret i det cykelgale Belgien for at markere 50-året for Eddy Merckx' første Tour-triumf.

Dannebrog var synligt mange steder i Bruxelles, og hvis man kiggede godt efter, kunne man også spotte det bornholmske flag omkring målområderne.

Her havde Magnus Corts familie, mor Ulla, far Anders og lillebror Jacob taget plads. De har fulgt Magnus på tætteste hold i starten af Tour de France, inden de kører hjemad mandag.

– Det har været en stor oplevelse at være her og opleve, hvor stort Tour de France også er udenfor Frankrig, fortæller Ulla Nielsen, som får en del kommentar til det bornholmske flag.

– Det giver anledning til en del spørgsmål, og vi kommer da i kontakt med en masse mennesker. Hvis vi bliver trætte af det, så pakker vi bare flaget sammen, siger Ulla Nielsen til Tidende.

Familien Cort håber, at Magnus gør sig ligeså flot bemærket i år som i '18. Men ved naturligvis, at Magnus' primære opgave er at køre Jakob Fuglsang i stilling til et stort resultat i klassementet.

– Magnus har forberedt sig et hundrede procent på at hjælpe Jakob Fuglsang, og hvis Fuglsang kan komme på podiet, er det det hele værd, også selvom Magnus ikke får lov at køre sin chance undervejs, fortæller Anders Cort.