Naturoplevelse på Hammerknuden – hundredvis af orkideer
Hammerknuden set fra Sandvig. Arkivfoto: Allan Rieck

18. JUN 2019 • 17:18 • AF HENRIK NIELSEN

Naturoplevelse på Hammerknuden – hundredvis af orkideer

I øjeblikket kan besøgende på Hammerknuden se hundredvis af orkidearten plettet gøgeurt blomstre langs stien mellem Sandvigbugten og Salomons Kapel, hvor der ligger et areal med våd klippehede.

Det fortæller Naturstyrelsen Bornholm på Facebook.

Blomsten trives på den våde, næringsfattige hede, og styrelsen har aldrig før set så mange som nu.

"Den våde hede er noget af den mest værdifulde natur på Hammerknuden, og derfor har vi også ekstra fokus på plejen af heden", fortæller Naturstyrelsen Bornholm.

Udover græsning med kvæg, får og geder foretager styrelsen jævnligt manuel rydning, hvor blandt andet gyvel og birketræer ryddes med kratrydder for at heden ikke skal gro til.

"Desuden ryddede vi sidste år et tilstødende område, hvor træer og buske blev trukket op med rode, for at arealet med våd hede kan blive større", skriver Naturstyrelsen Bornholm.

Hvis man vil se orkideerne, finder man heden ved at følge Salomons sti fra parkeringspladsen i Sandvigbugten mod Salomons Kapel.

Husk at alle danske orkideer er fredede, og at det er forbudt at plukke dem.