Filmoptagelse på Bornholm: Du kan være med
Daniel Mühlendorph og hans makker Robin Hounisen søger statister til en kortfilm. Foto: Torben Østergaard Møller

12. FEB 2019 • 11:24 • AF HENRIK NIELSEN

Filmoptagelse på Bornholm: Du kan være med

I næste uge skal Robin Hounisen og Daniel Mühlendorph optage en ny kortfilm på Bornholm med titlen "Savnet". I den anledning står filmholdet og mangler en del forskellige statister til forskellige scener, fremgår det af en pressemeddelelse.

"Savnet" skal optages rundt om på Bornholm fra den 18. til den 23. februar, og der er brug for statister fordelt henover hele ugen. Der er blandt andet tale om en familiefødselsdag og en eftersøgning i en skov.

Filmen instrueres af Mads Reuther og har Stig Hoffmeyer, Kirsten Lehfeldt, Laura Christensen og Morten Burian på rollenlisten. Den handler om 72-årige Steen, som har dedikeret hele sit liv til arbejdet som clairvoyant og har hjulpet utallige familier, men det har haft en stor personlig pris. Da hans barnebarn har fødselsdag, må han endnu en gang vælge, om han vil hjælpe en fremmed familie på bekostning af sin egen. 

Er man mellem 35 og 90 år, kvinde eller mand og har man lyst til at prøve at være med, så kan man tage kontakt til Robin Hounisen hos Hyæne Film.

Filmen er støttet af TV/2 Bornholm, Sparekassen Bornholms Fond og regionskommunens musik- og teaterråd.