Løvstikken kan blive reddet af nye opgaver
Foto: Jens-Erik Larsen

10. JAN 2019 • 07:55 • AF HOLGER LARSEN

Løvstikken kan blive reddet af nye opgaver

Sagen om Løvstikken har taget en ny drejning, som kan få den betydning, at institutionen kan fortsætte på den nuværende placering i Klemensker – og endda med en øget aktivitet.

Der var ellers lagt op til, at politikerne i løbet af vinteren skulle beslutte sig for en lukning i Klemensker, hvorefter det specialiserede døgn- og aflastningstilbud skulle lægges ind under en anden institution inden for psykiatri-og handicapområdet.

Løvstikken bliver ganske enkelt ikke brugt nok. Efterspørgslen efter pladserne er fortsat faldende, og der forventes ikke en øget efterspørgsel. Den nuværende drift er derfor ikke bæredygtig.

Røbo eller Klintebo

Der var lagt op til en løsning, hvor aflastningspladserne fra de nuværende rammer i Klemensker flyttes til Røbo i Rø eller Klintebo i Aakirkeby.

Her ville man begge steder skulle investere i tilbygninger til 10-12 mio. kr.

Der ville dog i begge tilfælde være tale om reducerede driftsomkostninger i forhold til, hvis man fortsætter Løvstikkens nuværende drift i Klemensker, fremgår det af udvalgsdagsordenerne.

Sagen tog den første drejning i social- og sundhedsudvalget med anbefalingen om, ”at der udarbejdes andre løsningsforslag, som kun omfatter mindre investeringer, og hvori det også beskrives hvilke andre beslægtede opgaver, der kan løses sammen med de aflastningsopgaver, Løvstikken allerede for nuværende varetager, i den eksisterende fysiske location, og som eventuelt kan bidrage til at reducere merforbruget på Løvstikken”.

Muligheder vurderes

Institutionen hører ind under børne- og skoleudvalget, og det er her, beslutningen ligger. Dette udvalg havde møde onsdag og fulgte op med denne beslutning:

”Børne- og skoleudvalget ønsker sagen suppleret med en uddybet vurdering af anlægsudgifterne på Røbo og en vurdering af mulighederne for at øge aktiviteten på Løvstikken, for at reducere merforbruget på Løvstikken”.

Udvalget har samtidig besluttet, at en høring i handicaprådet afventer de yderligere oplysninger.

Løvstikken

Løvstikken er et specialiseret døgn-og aflastningstilbud for børn, unge og voksne med behov for hjælp på grund af forskellige former for betydelige funktionsnedsættelser.

Løvstikken har en døgnafdeling, der retter sig mod børn og unge op til 18 år, og en aflastningsafdeling for hjemmeboende børn og unge op til 18 år samt hjemmeboende voksne fra 18 år.

Løvstikken flyttede i 2013 fra Rønne til Klemensker, hvor det tidligere plejehjem på Pihls Allé var blevet bygget om til det nye formål.


Løvstikken
Løvstikken er et specialiseret døgn-og aflastningstilbud for børn, unge og voksne med behov for hjælp på grund af forskellige former for betydelige funktionsnedsættelser. Løvstikken har en døgnafdeling, der retter sig mod børn og unge op til 18 år, og en aflastningsafdeling for hjemmeboende børn og unge op til 18 år samt hjemmeboende voksne fra 18 år.
Løvstikken flyttede i 2013 fra Rønne til Klemensker, hvor der tidligere plejehjem i Pihls Allé var blevet bygget om til det nye formål.