Forsæt det gode arbejde
Arkivfoto: Allan Rieck

3. SEP 2018 • 10:03DEBAT • AF JENS KOEFOED

Forsæt det gode arbejde

SYNSPUNKT
Af Jens Koefoed, formand for Dansk Byggeri Bornholm

Det går den rigtige vej på Bornholm – både for virksomhederne og for regionskommunen. Vores lokale virksomheder mærker tydeligt, at der er godt gang i hjulene, og i regionskommunen har erhvervsvenligheden fået et nøk opad. I Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenligheden kravlede kommunen 15 pladser op ad listen og placerede sig som nummer 64 ud af landets 98 kommuner.

Det glæder os lokalt, for hver gang regionskommunen rykker en plads op, bliver hverdagen lidt lettere ude i virksomhederne. For eksempel udliciterer regionskommunen flere tekniske driftsopgaver, og den har en politik, der sørger for, at eleverne i folkeskolen kommer i erhvervspraktik.

Det er positivt, at kommunen lytter til virksomhederne og ikke mindst griber til handling og gør en indsats for at gøre det nemmere at drive virksomhed her på øen.

Virksomhederne sikrer arbejdspladser og skatteindtægter til regionskommunen, og derfor er det i alles interesse, at erhvervsvenligheden stiger.

Jeg håber, at politikerne vil fortsætte dialogen med Dansk Byggeri Bornholm og arbejdet med at forbedre erhvervsvenligheden. Næste mål bør være en placering blandt den bedste halvdel af landets 98 kommuner.

Et godt sted at starte vil være, hvis den foreslåede forhøjelse af byggesagsgebyret droppes, og hvis den utidssvarende lærlingeklausul i kommunale udbud erstattes af troen på, at praktikpladsgarantien virker.

Kære politikere, tag udfordringen op og vis, at Bornholms Regionskommune kan blande sig med landets bedste i disciplinen erhvervsvenlighed. I bør i samme ombæring derfor overveje, om det er den rigtige vej at gå, når I lægger op til at reducere anlægsbudgettet for eksempel ved at udskyde og droppe planlagte anlægsinvesteringer, og det er slet ikke den rigtige vej at lade grundskylden og skatten stige.