Problemerne er løst: BAT har skaffet busser nok til Folkemødet
Foto: Jens-Erik Larsen

13. JUN 2018 • 16:44 • AF ANNA GUDMANN

Problemerne er løst: BAT har skaffet busser nok til Folkemødet

BAT har dækket busbehovet i forbindelse med Folkemødet. Det fortæller driftschef, Jesper Andersen.

Bornholms Tidende har tidligere skrevet, at BAT har problemer med at skaffe nok busser til at transportere alle de personer, der strømmer til Bornholm i forbindelse med Folkemødet. Men nu er der styr på det.

– Jeg har to ovre fra. Så kommer der en ledbus og en anden bus fra en vognmand ovre, en tredje vognmand kommer med et par dobbeltdækker, der skal køre dubleringskørsel, siger Jesper Andersen.

Der er dermed indtil videre ingen problemer med hensyn til buskørsel, fortæller han.

– Nu kæmper vi lidt med at få tømt færgen, der er rigtig mange mennesker. Der er knald på, men det er til at håndtere.

Bornholms Politi og Tungvognscenter Øst i Greve er i gang med at tjekke gamle busser, blandt andet de busser, der kommer med færgen. Politiet tjekker blandt andet bremser, dæk og nødudgange på busserne.

Jesper Andersen fortæller, at han indtil videre kun er blevet kontaktet af politiet om én bus, der ikke fik lov til at køre videre. Ifølge Jesper Andersen var det på grund af problemer med nogle papirer på bussen og dermed en teknikalitet.

Onsdag formiddag tjekkede politiet en bus, som fik kørselsforbud på grund af en revne i det ene bagdæk. Det er Jesper Andersen endnu ikke blevet informeret om af politiet.

Selvom Jesper Andersen fortæller, at BAT ikke har haft store problemer med busser, der ikke kan køre, er der ifølge politiet en god del af de 30 køretøjer, der er blevet tjekket indtil videre, som ikke er blevet godkendt efter politiets syn. Det drejer sig både om lastbiler, busser og andre tunge køretøjer. Hvor mange det drejer sig om, kan politiet endnu ikke oplyse om.