Hun var noget særligt: Vibeke Juel Blem er død
Foto: Allan Rieck

4. JUN 2018 • 11:34 • AF ANETTE VESTERGAARD / TOMMY KAAS

Hun var noget særligt: Vibeke Juel Blem er død

Tidligere chef for Bornholms Regionskommunes center for børn og familie, Vibeke Juel Blem, er død. Det bekræfter hendes bror, folketingsmedlem Peter Juel Jensen, over for Bornholms Tidende.

Vibeke Juel Blem døde pludseligt efter en blodprop i lørdags, 62 år gammel.

– Det er et chok for familien, siger Peter Juel Jensen.

– Vibeke var hende, der holdt sammen på det hele. Det var ofte hende, der arrangerede jul og den slags, siger Peter Juel Jensen.

– Jeg er et familiemenneske, og jeg nyder at have en relativ stor familie tæt på, sagde Vibeke Juel Blem selv til Bornholms Tidende i 2015.

Hun var noget særligt
Vibeke Juel Blem havde blandt andet en fortid som sygeplejerske og vicedirektør på Bornholms Hospital og gik på pension fra sit job i kommunen tidligere i år.

I et mindeord fortæller regionsrådsmedlem Leila Lindén, at Vibeke Juel Blem glædede sig over de mange muligheder, som den nu nye arbejdsfrihed bød på.

– Og var der nogen, der fortjente et langt og aktivt otium, var det hende, og det virker dybt uretfærdigt, at en dødelig blodprop skulle ramme et friskt og aktivt menneske på kun 62 år, lyder det fra Leila Lindén.

– Jeg husker hende, allerede fra hun sidst i 70’erne blev færdig med sin uddannelse som sygeplejerske. Hun var én, man lagde mærke til. Hun kunne noget særligt, hun var noget særligt.