Billige flybilletter i sigte
Foto: Berit Hvassum

26. APR 2018 • 11:56 • AF SOFIE EJDRUP

Billige flybilletter i sigte

I de kommende måneder kan flypassagerer opleve markant lavere priser på flybilletter på DAT's rute mellem København og Bornholm.

For at stimulere salget på afgange, hvor billetsalget har været sløjt, vil flyselskabet sætte billetprisen ned til 199 kroner per afgang, fortæller DAT's direktør Jesper Rungholm til TV 2 Bornholm.

– Målet for os er at øge belægningen på de dårlige afgange og flytte passagerer fra de afgange, der konstant er udsolgte. Og så vil vi gerne stimulere væksten, fordi vi har oplevet en lille tilbagegang i passagertallet på Bornholm, siger direktøren.