Erfaringer og drøftelser afsløres på stor konference om hospitalet
Foto: Berit Hvassum

22. APR 2018 • 09:02 • AF FLEMMING KOFOED

Erfaringer og drøftelser afsløres på stor konference om hospitalet

Den 25. april bliver der en meget stor konference på Green Solution House i Rønne, hvor Bornholms Hospital som udviklingshospital er på dagsordenen.

En lang række eksperter, hospitalsledere og politikere deltager i konferencen, hvor tilmeldingsfristen i øvrigt er udløbet til.

Programleder for udviklingshospital Bornholm Charlotte Westh har sendt følgende korte omtale af konferencen:

Fremtidens sundhedsvæsen skal i højere grad styre efter det, der giver værdi.

Både for patienterne og for samfundet. Region Hovedstaden og Udviklingshospital Bornholm er vært for en konference den 25. april 2018, der med udgangspunkt i Bornholms Hospitals nuværende projekt om værdibaseret styring sætter fokus på, hvad et nyt styringsparadigme betyder for:

– Kulturen, ledelsen og medarbejderne.
– Patienterne.
– Det tværsektorielle samarbejde i sundhedsvæsenet.

Siden 2016 har Udviklingshospital Bornholm arbejdet med ledelse og kulturforandring som et redskab til at skabe mere værdi for den enkelte patient. Som det eneste hospital i Danmark er Bornholms Hospital sat helt fri fra den sædvanlige styringsmodel og fokuserer 100 procent på at styre efter dét, der giver værdi for patienterne.

På konferencen løftes sløret for de foreløbige erfaringer og resultater med Udviklingshospital Bornholms arbejde med kulturforandring, som et redskab til at skabe værdi i sundhedssektoren.