Opkvalificerede ledige bliver ikke efterspurgt nok
Foto: Jens-Erik Larsen

14. MAR 2018 • 12:25 • AF FLEMMING KOEFOED

Opkvalificerede ledige bliver ikke efterspurgt nok

3F Bornholm gør en stor indsats for at få opkvalificeret sine ledige medlemmer med kurser og uddannelse, men der er ikke efterspørgsel nok efter dem. Især inden for metalindustrien bliver de ikke ansat, selv om de har opkvalificeret sig, og derfor efterlyser afdelingen, at man får mest muligt ud af ressourcerne.

Det fremgår af de skriftlige beretninger op til 3F Bornholms generalforsamling i næste uge, og Bornholms Tidende har spurgt 3F Bornholms formand Jens Skovgaard, hvad årsagen til de manglende ansættelser er.

– Jeg tror problemet har været at få tidspunkterne til at matche. Specielt metalindustrien kører lidt i bølger, og den råber selvfølgelig højest, når der er tryk på produktionen. Når flere af vores medlemmer har gennemført forløb med opkvalificering, så er produktionen ofte nede i en bølgedal, og så sker der ikke en direkte sammenkobling med de opkvalificerede. Så søger de job andre steder og får det ofte. Når så produktionen topper igen, så er der andre ledige, der skal opkvalificeres, siger Jens Skovgaard.

– Vi har også haft en del brancheskift inden for byggeriet. Når de så kommer ud i praktik, så er der ofte mere behov for ufaglært arbejdskraft, og så får de job, inden de har gennemført kursusforløbet. Som jeg ser det, så er det altså udsving over perioder, der er årsagen til problemerne, tilføjer han.

På spørgsmålet om, hvad løsningen kunne være, mener Jens Skovgaard, at virksomhederne bør blive bedre til at planlægge.

– Når produktionen er nede i en bølgedal, så burde man forberede sig på at få folk opkvalificeret. Men det er nok nemmere sagt end gjort, konstaterer Jens Skovgaard.

Industrioperatører
I den skriftlige beretning fra industriens brancheudvalg hos 3F peges der i øvrigt på en specifik problematik på området for industrioperatører:

"Den nye Industriens Overenskomst fra 2017 lægger i høj grad op til at øge fokus på uddannelse fra ufaglært til faglært. Men set i forhold til den offentlige debat om både akut og fremtidig mangel på kvalificeret arbejdskraft, er det dybt betænkeligt, at så få virksomheder prioriterer uddannelsesområdet. Ikke mindst Industrioperatørud-dannelsen er som skræddersyet til de nye muligheder i overenskomsten, men ikke desto mindre er der pt. kun tre industrivirksomheder der i dag ansætter Industrioperatørlærlinge.

Dette er et kæmpe paradoks i en tid hvor vi samtidig oplever at industrivirksomhederne klager over at de ikke kan få tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Vi må derfor samle alle gode kræfter for at få flere industrivirksomheder til at ansætte industrioperatørlærlinge i fremtiden, da alt samtidig tyder på yderligere vækst i de bornholmske industrivirksomheder i de kommende år."

Jens Skovgaard lægger vægt på, at man i afdelingen hele tiden har fokus på at opkvalificere de ledige medlemmer. Samtidig har man behov for at få at vide, hvad præcis det er, man efterspørger hos virksomhederne. Afdelingen forsøger på mange måder at opkvalificere ledige og gøre dem interesseret i brancheskift. Sidstnævnte har man bl.a. fokuseret en del på inden for hotel- og restaurationsområdet, hvor der er rigtigt mange jobs om sommeren.

Ifølge Jens Skovgaard er det få af afdelingens medlemmer, der ikke kan motiveres til at opkvalificere sig. Nogle af dem, der ikke er interesseret, kan have svært ved at se de præcise mål, de skal stile efter, fortæller formanden.