Fuglsang er kaptajn: Magnus Cort med i dansk trio i Paris-Nice
Foto: Astana

1. MAR 2018 • 11:06SPORT • AF RITZAU

Fuglsang er kaptajn: Magnus Cort med i dansk trio i Paris-Nice

Jakob Fuglsang er klassementhåb for cykelholdet Astana, der sender en dansk trio til Paris-Nice, der er sæsonens første, store etapeløb i Europa.

Det kasakhiske hold bekræfter på Twitter, at såvel Fuglsang som bornholmeren Magnus Cort og den nyslåede Omloop Het Nieuwsblad-vinder, Michael Valgren, stiller op i løbet, der begynder på søndag.

Og der er udsigt til yderligere danske ryttere på de franske landeveje. Michael Mørkøv er med for Quick-Step, og også Lars Bak (Lotto Soudal) og Matti Breschel (Education First-Drapac) forventes at være på den officielle startliste.

Fuglsang og co. indleder i Chatou uden for Paris og skal køre i alt otte etaper.

Første halvdel af løbet er relativt fladt, mens der kommer flere knolde på ruten, jo længere sydpå rytterne kommer.

Paris-Nice blev kørt for første gang i 1933 og sparker traditionelt den europæiske etapeløbssæson i gang.

Sidste års udgave blev vundet af Sergio Henao (Sky), mens Jakob Fuglsang blev bedste dansker på en samlet 12.-plads.