Ekspert om svimlende vurdering fra Lauritz.com: Troværdigheden er på spil
Foto: Lauritz.com (udsnit)

17. FEB 2018 • 15:13 • AF TOMMY KAAS

Ekspert om svimlende vurdering fra Lauritz.com: Troværdigheden er på spil

Auktionshuset Lauritz.com har sat en meget høj vurdering på et stykke bornholmsk keramik, der ifølge eksperter ikke bør koste mere end 5.000-10.000 kroner.

Ikke desto mindre har auktionshuset vurderet en stentøjsfigur forestillende en mandril fra fabrikken L. Hjorth til svimlende 40.000 kroner, og det er et problem.

Det mener Rasmus Warnke Nørregaard, der driver Everclassic.com, der også afvikler auktioner på nettet.

En så skæv vurdering er nemlig et problem for auktionshusets troværdighed, mener han.

– Hvis man som kunde vil investere i keramik, så stoler man jo på, at vurderingseksperterne i et auktionshus kommer med en retvisende vurdering, så man eventuelt kan tage den til et andet auktionshus og få en lignende vurdering, forklarer han.

– Det er altså ikke tilfældet her. 40.000 kroner er ikke en retvisende pris for den her skulptur.

Rasmus Warnke Nørregaard forklarer, at man som auktionshus skal passe meget på, at man ikke lader sig diktere af den kunde, der indleverer en vare til auktion.

Hvis kunden ikke er tilfreds med den vurdering, man som vurderingsekspert sætter på varen, skal man ikke lade sig presse af, at kunden kan finde på at gå til et andet auktionshus, siger han.