Magnus Cort tager ny topplacering i Dubai
Foto: Dubai Tour

7. FEB 2018 • 12:22SPORT • AF TOMMY KAAS

Magnus Cort tager ny topplacering i Dubai

Magnus Cort hentede onsdag over middag dansk tid endnu en flot placering i cykelløbet Dubai Tour.

På løbets anden etape formåede den 25-årige bornholmske cykelrytter fra Astana at køre i mål som nummer seks.

Italienske Elia Viviani (Quickstep) vandt den 190 kilometer lange, pandekageflade etape foran Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo).

Corts holdkammerat Riccardo Minali blev nummer tre, mens Mark Cavendish (Dimension Data) og John Degenkolb (Trek-Segafredo) besatte pladserne som nummer fire og fem.

Nordmanden Alexander Kristoff (UAE) sluttede lige efter bornholmeren.

Samlet nummer fire
Magnus Cort blev toer på løbets første etape tirsdag og kørte i dag i den røde pointtrøje. Han er med onsdagens placering nummer fire i den samlede stilling.

Dubai Tour, som afvikles med fem etaper og slutter på lørdag, er Magnus Corts første cykelløb for Astana.