Bornholm halter efter på sommerhusområdet
Foto: Tommy Kaas

7. DEC 2017 • 06:10 • AF JENS STUBKJÆR

Bornholm halter efter på sommerhusområdet

Bornholm ligger en anelse under gennemsnittet, når man ser på stigningen i antal sommerhushandler fra 2011 til 2017.

Ejendomsmæglerkæden Home har opgjort tallene for alle landets kommuner. Den gennemsnitlige stigning i antal handler er 125 procent og på Bornholm har stigningen været på 123 procent.

I 2011 (til og med oktober) blev der solgt 87 sommerhuse. I samme periode i 2017 blev der solgt 194 sommerhuse på Bornholm. En stigning på 123 procent i følge Home.

Det er især typiske sommerhuskommuner, der haft en større stigning i salget. Som for eksempel Odsherred, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, og Jammerbugt Kommuner.

Det fremgår ikke af statistikken, hvordan Home definerer begrebet ”sommerhus”. På Bornholm er et stort antal helårshuse de senere år overgået til fritidsbrug.

Det er ikke mindst blevet endnu mere attraktivt efter, at bopælspligten blev ophævet i en række mindre kystbyer. Hvis disse fritidsboliger, der ikke har status som ”sommerhuse”, blev regnet med, er det tænkeligt, at antallet af hushandler til fritidsbrug på Bornholm er vokset mere end de 123 procent fra 2011 til 2017.