Peter Madsen fængslet i 24 dage, nu sigtet for uagtsomt manddrab
Torsdag cirka 19.30 blev dette billede taget i Københavns Havn. I ubådens tårn står en kvinde, hvis signalement passer på den forsvundne svenskers. Anders Valdsted, Scanpix

12. AUG 2017 • 16:59 • AF JAKOB MARSCHNER

Peter Madsen fængslet i 24 dage, nu sigtet for uagtsomt manddrab

Opfinder og raketbygger Peter Madsen, der tester ved Nexø, blev lørdag klokken 16.53 varetægtsfængslet i 24 dage, nu sigtet for uagtsomt manddrab på en kvindelig svensk journalist.

Ud over at det skyldes Peter Madsens forklaring under grundlovsforhøret, er det uklart hvilke nærmere omstændigheder, der ligger bag, at politiet nu sigter Madsen for uagtsomt manddrab, ikke længere for drab. For grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Med sigtelsen ændret til uagtsomt manddrab må det nu samtidig betragtes som en kendsgerning, at den 30-årige kvinde er død. For mens politiet ved sjældne lejligheder sigter for drab uden at have fundet et lig, fortæller sigtelsen for uagtsomt manddrab, at politiet kender til omstændigheder omkring et dødsfald, som politiet betragter som sikkert.

Den 30-årige svenske kvinde stævnede torsdag omkring klokken 19 ud fra Københavns Havn med Peter Madsen og hans ubåd Nautilus. Da hun ikke vendte tilbage på det aftalte tidspunkt, slog hendes kæreste alarm natten til fredag.

Ubåden blev dernæst eftersøgt stadig medre intensivt, før den og Peter Madsen fredag klokken 10.30 blev fundet i Køge Bugt. Klokken 11 sank den, umiddelbart efter at Peter Madsen var blevet bjærget.

Den svenske kvinde forblev derimod forsvundet, og fredag klokken 17.45 sigtede politiet Peter Madsen for drab. Han nægtede sig med det samme skyldig. Peter Madsen forklarede, at kvinden havde været med ham ude at sejle, men at han torsdag klokken 22.30 havde sat hende af omkring restaurant Halvandet på Refshaleøen.

Restaurantens ejer har overdraget materiale fra sin videoovervågning til politiet. Han har også selv set båndene igennem, men ønsker ikke at fortælle, hvad de indeholder.

Ubåden blev lørdag eftermiddag hævet på syv meters dybde.

Politiet har informationer der vil kunne krænke kvindens familie

Politiets afhøringer af Peter Madsen har bragt oplysninger frem, der vil kunne krænke kvindens familie, forklarede anklager Louise Nielsen lørdag eftermiddag i Københavns Dommervagt.

Det var en af to grunde til, at anklagemyndigheden forlangte lukkede døre under grundlovsforhøret. Den anden var hensynet til politiets efterforskning. Louise Nielsen uddybede sine argumenter for lukkede døre, før dommeren besluttede at lukke dørene under selve grundlovsforhøret.

Dermed forbliver den nærmere karakter af de informationer fra afhøringerne af Peter Madsen, der ifølge politiet kan krænke den svenske kvindes familie, ukendte indtil sagen eventuelt senere kommer for et åbent retsmøde.

Madsen ville gerne tale åbent

Også Peter Madsens forklaring forbliver ukendt indtil han enten bliver løsladt eller kommer for et åbent retsmøde. Han var ellers helt parat til at udtale sig med pressen til stede, fortalte han i dommervagten.

- Jeg vil meget gerne udtale mig, sagde Peter Madsen efter at sigtelsen var blevet læst op.

Forsvarsadvokat Bettina Hald Engmark fortalte efter varetægtsfængslingen, at hun og Peter Madsen nu vil bruge lidt tid på at overveje, om de ville kære kendelsen.

- Nu skal vi lige have lidt ro på og overveje, hvad vi skal gøre, sagde hun.