De regner i mange millioner: Jensen Group starter året stærkt
Foto: Berit Hvassum

12. AUG 2017 • 08:09 • AF JESPER GYNTHER

De regner i mange millioner: Jensen Group starter året stærkt

Industrikoncernen Jensen-Group med hovedsæde i Schweiz og to fabrikker i Rønne havde i årets første seks måneder en omsætning på 173,5 millioner euro, hvilket svarer til 1,29 milliarder kroner.

Det er en stigning på 5,5 procent i forhold til første halvår i 2016, fremgår det af en pressemeddelelse, som koncernen har udsendt.

Resultatet af den primære drift blev et overskud på 121,2 millioner kroner, hvilket er en stigning på 17,3 procent i forhold til samme periode sidste år. Nettoresultatet var et overskud på 82,5 millioner kroner.

Jensen-Group gik ind i 2017 med en stærk ordrebeholdning, hvilket har givet en højere omsætning end i samme periode i 2016. Den 30. juli var ordrebeholdningen således 15 procent højere i forhold til samme tidspunkt året før.