23-årig kvinde sigtet for at spille høj musik

17. JUL 2017 • 08:06 • AF TOMMY KAAS

23-årig kvinde sigtet for at spille høj musik

Weekenden har budt på et par tilfælde, hvor naboer har følt sig generet af for høj musik fra de omkringboende. Det fremgår af døgnrapporten fra Bornholms Politi.

Fredag aften blev der spillet meget høj musik på en ejendom på Klemenskervej i Rø. Bornholms Politi sendte en patrulje til adressen, og musikken blev dæmpet.

Der blev dog skruet op igen lørdag eftermiddag og aften, og derfor er den ansvarlige, en 23-årig kvinde, nu blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Natten til søndag var den så gal i Grønvangen i Rønne, hvor der ved ettiden blev spillet meget høj musik. Her måtte en patrulje fra Bornholms Politi køre til adressen to gange, hvorefter musikken blev slukket.