RIK indgår samarbejde med superligaklub

11. APR 2017 • 16:10SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

RIK indgår samarbejde med superligaklub

Rønne IK er nu kommet i eksklusivt selskab med flere øvrige klubber i Danmark, der har indgået en samarbejdsaftale med superligaklubben FC Nordsjælland.

Samarbejdsaftalen blev underskrevet i fredags og kommer i forlængelse af, at to af RIK’s allerstørste talenter, Benjamin Lund og Frederik Juul Christensen, med succes har valgt at spille for netop FC Nodsjælland.

– Det er en meget familiær klub, hvor man tager sig godt af de unge mennesker. De bliver skolet på den helt rigtige måde – de får meget tidligt en chance for at vise sig frem på de bedste hold, og Benjamin og Frederik har kun godt at sige om klubben, siger RIK’s ungdomsformand Benny Pedersen.

Samarbejdet med FC Nordsjælland giver RIK mulighed for at sende klubbens trænere på kurser i FCN-regi, ligesom FCN-trænerne kan komme til Bornholm og deltage i træningsseancer med Rønne-klubbens bedste spillere.

Desuden ligger det naturligvis i kortene, at FC Nordsjælland er den første klub, der bliver briefet om nye RIK-talenter, selv om det stadig står spillerne frit for at vælge andre klubber. For eksempel har Lyngby Boldklub netop ytret ønske om at få de to U15-spillere Vitus Holm og Nicki Holm til prøvetræning i Lyngby.

Til gavn for begge parter
Men Benny Pedersen understreger, at samarbejdet med FC Nordsjælland ikke kun er indgået for at give spillerne og lederne nogle ekstra oplevelser af social karakter. Det skal også bidrage til at udvikle RIK som fodboldklub.