9. MAR 2016 • 15:00LÆSERBREVE • AF KJELD JOHANSEN, PENSIONIST, RØ SKOLEVEJ 14, RØ

Af børn og fulde folk

... eller måske af pensionister – skal man høre sandheden.

P.t. kører i pressen fornyede oplysninger om massemordet på Scandinavian Star. En pensionist tør først nu stå frem og fortælle om sine observationer. Ganske vist tidligere fortalt til politiet, men uden virkning. Hvorfor først nu?

En netop pensioneret lærer havde forleden (4.3.2016) et langt indlæg i Bornholms Tidende om skolevæsenets nedtur. Hvorfor en pensionist?

Gennem mange års arbejde i det bornholmske skolevæsen (nogle år også som formand for de bornholmske læreres fagforening) har jeg oplevet, at kritik, selv om den var velbegrundet, blev modtaget med fjendtlige reaktioner fra embedsmænd ” i toppen” og fra ansvarlige politikere.

Jeg ved (ikke som Fogh Rasmussen, der ”vidste” noget om masseødelæggelsesvåben i Irak), at flere bornholmske lærere er blevet truet på deres levebrød for at udtrykke skepsis over for vore landspolitikeres og lokalpolitikeres tiltag i forhold til folkeskolen. Derfor en pensionist!