Krisecenter søger frivillige

30. SEP 2015 • 06:49 • AF HENRIK NIELSEN

Krisecenter søger frivillige

Det er de frivillige, der holder krisecentret i gang

Kvindekrisecenter Bornholm har brug for flere frivillige. Det fremgår af et opslag, som centerleder Ingrid Funch Jørgensen har lagt på centrets side på Facebook.

Som frivillig binder man sig for to vagter om måneden, og man kommer til at tilhøre en af centrets fem grupper af frivillige, hvor der er stort fællesskab. Desuden tilbyder Kvindekrisecenter Bornholm kurser flere gange årligt.

De frivillige får en julegave for indsatsen, og så er det selvfølgelig en gave at kunne hjælpe kriseramte kvinder og børn, så de føler sikkerhed og tryghed, pointerer Ingrid Funch Jørgensen.

Kun ved hjælp af de frivillige kan krisecentret tilbyde den nødvendige mangfoldighed af forskellige omsorgsfulde mennesker og åbent døgnet rundt.

Hvis man er interesseret eller kender nogen, som kunne være det, så skal man tage telefonisk kontakt til Ingrid Funch Jørgensen, som er parat til at fortælle mere om den frivillige indsats.