Der er stadig billetter til Folkemødets demokratiske dialogmiddag
Det er tredje år i træk, at der arrangeres 100-meter middag under Folkemødet. Foto: Berit Hvassum

8. JUN 2017 • 10:04FOLKEMØDET • AF ANDERS LILJEROTH

Der er stadig billetter til Folkemødets demokratiske dialogmiddag

Er du begejstret for den demokratiske samtale og dialog, og har du lyst til at tale med mennesker du ikke kender, over et måltid mad, så får du muligheden på årets folkemøde i Allinge.

Igen i år vil der nemlig blive holdt 100-meter middag på Cirkuspladsen ved siden af Domen, og ovenfor Bornholms Tidendes telt.

Det er igen i år BL - Danmarks Almene Boliger og Lokale og Anlægsfonden, der med et par andre organisationer inviterer til årets længste demokrati-middag.

Det er BL og Lokale og Anlæsgsfonden der står bag Domen i Allinge, som i dag fungerer som et slags forsamlingshus. Og 100-meter middagen er netop en udløber af forsamlingshus-ånden. Det mener direktør for Lokale og Anlægsfonden, Esben Danielsen

Hvorfor er I involveret i 100-meter middagen?
– Der er faktisk to vinkler på det. Den ene handler om, at Domen i Allinge, som vi har været involveret i fra starten, er et forsøg på at lave et fremtidigt forsamlingshus. Og det folder sig så ud under Folkemødet, og er udgangspunkt for, hvordan man også kan se et forsamlingshus. Der er fællesspisning med dialog en naturlig del, siger han.

Arrangementet med 100 meter bordplads og 300 gæster er dog så stort, at det ikke kan holdes inde i Domen, og derfor bliver det rykket ud på pladsen foran. Men arrangementet er også en opfordring.

– Arrangementet er sprunget ud af tankegangen om, at det kunne være noget man kunne gøre i, og omkring Domen på andre tider af året, ikke kun under Folkemødet, siger Esben Danielsen, og han tilføjer:
– Her er det ikke debattører eller talere, der er i fokus, men samtalen omkring et lækkert bornholmsk måltid.

Tid til fordybelse
Det andet aspekt i Lokale og Anlægsfondens engagement i middagen handler om fordybelse.

– Under Folkemødet farer alle rundt fra arrangement til arrangement, for dem er der jo mange af, og der oplever vi, at der er brug for nogle steder, hvor man har lidt mere tid til fordybelse, og lidt mere tid til for alvor at tale med hinanden, og det mener vi, at 100-meter middagen lige præcis gør, fortæller direktøren.

Han mener, at placeringen centralt på Cirkuspladsen sender et signal om, at det, at få sat sig ned og snakket sammen på tværs af hvem man er, om det er beslutningstagere, organisationsfolk eller helt almindelige borgere, giver et øjebliksbillede af, hvad Folkemødet for alvor er.

Hvem vil I gerne have kommer til middagen?
– Vi har selv inviteret nogen, sådan at der sidder nogle politikere og organisationsfolk til bords, der kan være med til at sætte debatterne i gang, og så vil vi gerne have, at almindelige mennesker, der er begejstrede for den demokratiske samtale og dialog kommer, og har lyst til at tale med hinanden, og også folk de ikke kender. Det skal være nogen der har lyst til, over maden, at få løftet horisonten.

Det er nu tredje år i træk, at der arrangeres 100-meter middag under Folkemødet, og hvert år vælges et tema, som dialogen rundt om bordet skal handle om. I år er temaet blandede byer.

– Der er nogle kort på bordene, som kan danne udgangspunkt for en snak, måske med en sidemand, man ikke kender. Snakken om blandede byer handler blandt andet om der er plads til alle, hvordan det skal finansieres og hvilke løsninger der kan skabes i byerne, forklarer Esben Danielsen.

Selvom der allerede er godt fyldt op rundt om langbordet, så er der stadig pladser at få til 100-meter middagen. Billetter købes på hjemmesiden billetto.dk.


Se video fra 100-meter middagen her