8. OKT 2019 • 04:38UDLAND

USA sortlister kinesiske selskaber for overgreb mod muslimer

USA vil ikke tolerere den brutale undertrykkelse af etniske minoriteter i Kina, siger USAs handelsminister.

Det amerikanske handelsministerium sortlister 28 kinesiske virksomheder, som ifølge USA har været involveret i overgreb mod uighurer og andre muslimske mindretal i Xinjiang-regionen.

Det oplyser den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP.



USA "hverken kan eller vil tolerere den brutale undertrykkelse af etniske minoriteter i Kina", siger han.

De 28 kinesiske virksomheder vil med tiltaget få et forbud mod at købe amerikanske produkter.



AFP har fået adgang til en liste over navnene på de virksomheder, som USA vil sortliste. Den skal ifølge planen offentliggøres onsdag.

Der skal blandt andet være tale om videoovervågningsfirmaet Hikvision. Derudover skal virksomhederne Megvii Technologies og SenseTime, som arbejder med kunstig intelligens, også være på listen.

Hikvision har natten til tirsdag på det kraftigste modsat sig USAs beslutning. Det skriver kinesiske statsmedier ifølge Reuters. Anklagerne bygger ikke på fakta, lyder det videre fra Hikvision.



Ifølge FN er mindst en million etniske uighurer og andre muslimer tilbageholdt i det, Kina betegner som "frivillige træningscentre" for at udrydde ekstremisme og lære folk nye færdigheder.

Det amerikanske forsvarsministerium har tidligere anslået, at antallet i virkeligheden kan være "tættere på tre millioner".



Tidligere indsatte i lejrene har over for nyhedsbureauet Reuters beskrevet tortur under afhøringer, overfyldte celler og daglig brutalitet og indoktrinering, som har drevet nogle muslimer til at begå selvmord.

Ved FNs Generalforsamling i september blev USA og flere end 30 andre lande enige om at fordømme Kina for undertrykkelsen.



- Vi opfordrer andre til at deltage i den internationale indsats mod Kinas forfærdelige undertrykkelse, sagde den amerikanske viceudenrigsminister, John Sullivan, i den forbindelse.



- Historien vil dømme det internationale samfund på, hvordan vi reagerer på dette angreb på menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

22. OKT 2019 • 14:39 FOR ABONNENTER

Tirsdagens leder: Hellere en ny færge end en t-foil

22. OKT 2019 • 14:23 FOR ABONNENTER

Mere end 1.000 i hallen

22. OKT 2019 • 13:59 FOR ABONNENTER

50 dage senere: Molslinjen overvejer stadig

Mest læste