21. SEP 2019 • 17:07UDLAND

Over 100 anholdt ved demonstration i Paris

Fransk politi bruger tåregas under sammenstød i Paris, hvor aktivister angiveligt har infiltreret klimamarch.

Over 100 personer er lørdag blevet anholdt ved en demonstration i Paris. Det oplyser fransk politi.

Politiet har brugt tåregas og trukket stavene for at sprede demonstranterne.



Omkring 7500 politifolk er på plads i Paris for at forhindre vold ved demonstrationen, der er arrangeret af protestbevægelsen De Gule Veste og den anarkistiske gruppe Sort Blok.

Samtidig er der klimamarch i Paris. Greenpeace, der er en af arrangørerne bag denne demonstration, opfordrer folk til at forlade marchen.

Opfordringen kommer efter voldelige sammenstød mellem politi og aktivister, som ifølge arrangørerne har infiltreret klimamarchen.

- Løb ingen risiko og forlade klimamarchen. Betingelserne for en ikkevoldelig march er ikke til stede, skriver Greenpeace på Twitter.

En anden medarrangør, Youth for Climate, opfordrer ligeledes folk til at forlade klimamarchen.



Politiet oplyser, at omkring tusind aktivister, der tilhører den mere yderliggående såkaldt "sorte blok", er gået ind i klimamarchen for at fremprovokere sammenstød med ordensmagten.

Nogle af de anholdte skal have haft hammere eller beholdere med benzin på sig.

De Gule Veste har demonstreret i knap et år. Lørdagens demonstration er den 45. i rækken.

Protestbevægelsen er et løst sammensat initiativ, der blev dannet i november sidste år i protest mod forhøjede afgifter på benzin og diesel.

Bevægelsen anklager præsident Emmanuel Macron for ikke at have forståelse for almindelige franske lønmodtageres situation.



Flere af De Gule Vestes tidligere demonstrationer har udviklet sig voldeligt, og derfor har myndighederne forbudt demonstrationer i dele af den franske hovedstad.

Nogle af demonstranterne brød lørdag dette forbud, siger politiet.



/ritzau/AFP

12. OKT 2019 • 20:01 FOR ABONNENTER

I kapløb med tiden

12. OKT 2019 • 19:42

Private sælger loppefund

12. OKT 2019 • 18:39 FOR ABONNENTER

Skydesportens Dag: Tidende på pletten

12. OKT 2019 • 18:12 FOR ABONNENTER

Efterår på Grønbechs Gård: Kun røre, ikke se!

Mest læste