10. SEP 2019 • 21:43UDLAND

Rapport: Verden må investere massivt mod klimaforandringer

Vi skal investere tre gange USAs militærbudget for at undgå større omkostninger i fremtiden, advarer rapport.

Hvis vi ikke investerer massivt på klimaområdet nu, vil det have langt større omkostninger såvel menneskeligt som økonomisk i fremtiden.

Det konkluderer en ny rapport fra Den Globale Kommission for Klimatilpasning, der er udkommet forud for klimatopmødet i New York senere på måneden.

- Vi er den sidste generation, der kan ændre kursen for klimaforandringerne, og vi er den første generation, der skal leve med konsekvenserne, siger tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han er en del af klimakommissionens formandskab, der også tæller blandt andre Microsoft-stifter Bill Gates og Verdensbankens direktør, Kristalina Georgieva.

Ifølge rapporten kan vi afhjælpe de værste konsekvenser af klimaforandringer ved at investere 1800 milliarder dollar - svarende til 12.164 milliarder kroner - over de næste ti år.

Det er knap tre gange det amerikanske militærbudget for i år.



Det er kolossale investeringer, men de betaler sig, skriver Den Globale Kommission for Klimatilpasning. For man får pengene fire gange igen ved at investere i klimatilpasning og forebyggelse.

De mange milliarder skal gå til investeringer i varslingssystemer, klimasikret infrastruktur, beskyttelse af kystbeplantning, et bedre landbrug og en forbedring af vandressourcer.

- De globale tiltag for at bremse klimaforandringerne er lovende, men utilstrækkelige. Vi må investere i en massiv indsats for at tilpasse os forhold, som nu er uundgåelige, lyder det i rapporten.

Hvis man ikke sætter ind med omfattende tiltag inden 2030, risikerer klimaforandringer at skubbe omkring 100 millioner mennesker i udviklingslandene ud i dyb fattigdom, advarer rapporten endvidere.

Det kan resultere i flere konflikter og sultkatastrofer på verdensplan.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist Sørensen, opfordrer den danske regering til at læse rapporten og tage den med i overvejelserne under arbejdet med en ny finanslov.

- Det er vigtigt, at verdens mest sårbare lande også bliver klædt på til klimaforandringerne, og Danmark bør derfor skrue op for støtten, siger hun.



- I mange af de lande hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, er klimaforandringerne en tydelig realitet. Hvis vi ikke gør noget nu, risikerer vi, at mange års udviklingshjælp simpelthen bliver tabt på gulvet.



Fra Danmark har også direktør for PKA Pension Peter Damgaard deltaget i arbejdet med rapporten.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

14. SEP 2019 • 07:54 FOR ABONNENTER

Bolchemager laver mormormad i nyt firma

13. SEP 2019 • 20:43 FOR ABONNENTER

Naboer er bekymrede over udsigten til mere trafik

13. SEP 2019 • 18:30 FOR ABONNENTER

16 nye boliger kan give trafikale problemer

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften