24. AUG 2019 • 06:03UDLAND

Japan: Nordkorea har affyret to missiler ud over havet

Ifølge Japans kystvagt har Nordkorea affyret ballistiske missiler ud over havet fra landets østkyst.

Nordkorea har lørdag morgen lokal tid affyret to uidentificerede projektiler.



Projektilerne blev affyret fra Sondok-området i provinsen Syd-Hamgyong på landets østkyst og landede i Det Japanske Hav.



Det rapporterer det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, der henviser til kilder i Sydkoreas militær.

I Sondok ligger en nordkoreansk militærluftbase.



Sydkoreas præsident har indkaldt til et møde med landets sikkerhedsråd vedrørende Nordkoreas testaffyring, oplyser præsidentkontoret.

Japans kystvagt bekræfter, at den har opfanget en affyring af ballistiske missiler fra Nordkorea lørdag.



Kystvagten oplyser videre, at den har advaret skibe i området mod nedfaldne missilrester.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.



Siden USAs præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i juni, har en række nordkoreanske missiltest besværliggjort forsøget på at genstarte forhandlingerne om Nordkoreas atomprogram.

Tidligere på ugen kaldte Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, sin amerikanske kollega, Mike Pompeo, for en "giftig plante" i atomforhandlingerne mellem Nordkorea og USA.



Det skete, efter at Pompeo over for en række amerikanske medier havde understreget, at USA vil opretholde "lammende sanktioner" mod regimet i Pyongyang, medmindre det går med til ubetinget atomnedrustning.



Det skriver nyhedsbureauet AP.



I begyndelsen af ugen lød der ellers optimistiske toner fra den amerikanske udsending til Nordkorea, Stephen Biegun, der gjorde det klart, at USA er klar til at genoptage forhandlingerne.



Biegun udtalte sig, dagen efter USA og Sydkorea havde afsluttet en række fælles militærøvelser.



Nordkorea har længe kritiseret øvelserne for at være en generalprøve på en fremtidig invasion af det hermetisk lukkede land.



Lørdagens testaffyring er den syvende af slagsen, siden Trump og Kim mødtes på grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea i juni.

Kort tid efter prøveaffyringen lørdag morgen siger præsident Donald Trump til journalister i Det Hvide Hus, at USA har et rigtig godt forhold til Nordkorea.



- Kim Jong-un (Nordkoreas leder, red.) har været, du ved, meget ligefrem over for mig, siger Trump sent fredag aften lokal tid ifølge AP.

- Han (Kim Jong-un, red.) kan godt lide at teste missiler, men vi har aldrig lagt restriktioner på kortrækkende missiler. Vi ser, hvad der sker.



Japans forsvarsminister, Takeshi Iwaya, siger, at Nordkoreas missiltest er en klar overtrædelse af FN-resolutioner og ikke kan ignoreres.

/ritzau/

16. SEP 2019 • 20:13 FOR ABONNENTER

Der er sket en åbning for det alternative

16. SEP 2019 • 18:46 FOR ABONNENTER

Cirkus til fordel for soldaterfamilier

Mest læste

15. SEP 2019 • 19:58SPORT

BHS-Almeborg tager historisk sejr

15. SEP 2019 • 13:16 FOR ABONNENTER

I dag kører han sit sidste løb

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager