23. AUG 2019 • 21:02UDLAND

USAs ældste højesteretsdommer er igen behandlet for kræft

86-årige Ruth Bader Ginsburg er blevet behandlet for ondartet svulst efter raskmelding tidligere på året.

USAs 86-årige højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, er igen blevet behandlet for en kræftsygdom.



Det oplyser en talsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge talsmanden var der tale om en ondartet svulst på bugspytkirtlen. Højesteretsdommeren reagerede godt på behandlingen, der ikke har haft indflydelse på hendes arbejde.

Samtidig understreges det, at der ikke er tegn på, at sygdommen har spredt sig i kroppen på den aldrende dommer.



Ruth Bader Ginsburg vendte i februar tilbage til posten, efter at hun havde gennemgået en operation for lungekræft.



Kræftsygdommen udløste frygt for, om hun var i stand til at vende tilbage til det vigtige sæde i Højesteret.



Ginsburg er en af de fire dommere i Højesteret, der betragtes som liberale. De fem øvrige betragtes som konservative.

Hendes helbred følges tæt i USA. Hvis hun skulle blive så svag, at hun må træde tilbage, vil det nemlig betyde, at USAs præsident, Donald Trump, kan udpege endnu en kandidat til den magtfulde domstol.



Trump har i sin tid som præsident allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch.

Højesteretsdommere vælges på livstid i USA - eller indtil de selv vælger at træde tilbage.

Ruth Bader Ginsburg blev udpeget som højesteretsdommer i 1993 af daværende præsident Bill Clinton.



I november 2018 faldt hun og brækkede tre ribben. I forbindelse med undersøgelserne af skaderne fra faldet opdagede lægerne lungekræft hos dommeren.

Ginsburg har også i 1999 og 2009 gennemgået behandling for andre kræfttyper.



/ritzau/

22. SEP 2019 • 09:23 FOR ABONNENTER

Der gik mindre end en time, fra han ringede, til han var ansat

22. SEP 2019 • 07:05

Krydstogtskibe på vej

22. SEP 2019 • 05:52

Temaaften: Når unge ryger hash

21. SEP 2019 • 19:36 FOR ABONNENTER

'Alle har ja-hatten på'

21. SEP 2019 • 18:37

Elly Wolff er død

Mest læste

20. SEP 2019 • 17:05 FOR ABONNENTER

Viking Rønne debuterer lørdag i kval-rækken

20. SEP 2019 • 15:03SPORT

RIK skal tilbage på sporet mod KB