23. AUG 2019 • 11:27UDLAND

Irland vil presse EU til at straffe Brasilien for ødelagte skove

Irlands regering siger nej til frihandel med sydamerikanske lande, så længe Brasilien ikke beskytter miljøet.

Irland vil gøre forsøg på at blokere frihandelsaftalen mellem EU og de sydamerikanske lande i organisationen Mercosur.



Premierminister Leo Varadkar siger, at han kun vil ændre opfattelse, hvis Brasilien tager skridt til at beskytte Amazon-regnskovene.



- Der er ingen mulighed for, at Irland vil stemme for frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur, hvis Brasilien ikke lever op til sine miljøforpligtelser, siger Varadkar til avisen Irish Independent.

Regeringer og miljøorganisationer har slået alarm om ødelæggelser i Amazon-skovene.

Under præsident Jair Bolsonaro har store jordejere fået tilladelser til omfattende fældning af regnskoven. Amazonlandet har også været ramt af mystiske skovbrande, som den højreradikale Bolsonaro senest har givet miljøorganisationer skylden for.

- Præsident Bolsonaros forsøg på at give miljøorganisationer skylden er orwellsk, mener Varadkar.

Premierministeren har været under kritik fra irske kvægproducenter i en ganske anden sammenhæng. De frygter, at frihandel med landene i Mercosur - Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay - vil oversvømme det irske marked med billig sydamerikansk oksekød.



Der er registreret omkring 73.000 skovbrande i Amazonas mellem januar og august, viser tal baseret på satellitovervågning i Det Nationale Institut for Rumforskning.

Brasiliens skove er afgørende for at begrænse udledningen af klimagasser i verden. Skovenes træer optager CO2 og er dermed med til at lægge en dæmper på den globale opvarmning.

Bolsonaro har sagt, at han ikke tror på den globale opvarmning. Det har fået Frankrig til at rasle med sablen over for Brasilien.

Den franske regering frygter, at Bolsonaro vil trække Brasilien helt ud af Parisaftalen - den globale aftale, som sætter et frivilligt loft over udledningen af klimagasser og indeholder aftaler, som skal begrænse den fortsatte globale opvarmning.

Norge meddelte tidligere på sommeren, at landet dropper sin støtte til en fond, der skal sikre, at Brasiliens regnskove bevares. Det samme gør Tyskland.

Norge og Tyskland reagerer på, at Bolsonaro giver store jordejere en friere hånd til at fælde og afbrænde regnskoven.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2019 • 11:46 FOR ABONNENTER

Forsker har interviewet bornholmere om livskvalitet

15. SEP 2019 • 10:31

Molslinjen dropper levende dyr

15. SEP 2019 • 10:13

Kommunen er på nettet igen

15. SEP 2019 • 08:35 FOR ABONNENTER

Kan man bevare Sorte Muld som seværdighed?

Mest læste

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:27SPORT

Cort med Astana til Canada

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften