20. AUG 2019 • 13:15UDLAND

OVERBLIK: Bagstopperen kaster grus i forhandlinger om brexit

Modstandere af bagstopperen frygter, at ordningen vil binde briterne til EU-regler til evig tid.

Et af de helt store stridspunkter i Storbritannien og EUs forhandlinger om brexit er den såkaldte bagstopper.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har i et brev opfordret til, at bagstopperen droppes. Det har EU dog flere gange afvist - og det gør EU-præsident Donald Tusk endnu en gang tirsdag.

Herunder kan du blive klogere på den omstridte nødløsning:



Hvad er bagstopperen?



* Bagstopperen er ordning, der skal garantere, at grænsen mellem Irland og Nordirland kan forblive usynlig.



* For at gøre det muligt har daværende britiske premierminister Theresa May og EU forhandlet en løsning, hvor en egentlig grænse er overflødig: Briterne forbliver underlagt EU-regler i toldunionen - indtil en anden og permanent løsning er fundet.



Hvorfor skal den grænse være usynlig?



* I årene efter Langfredagsaftalen i 1998, der formelt satte punktum for årtiers uro og væbnet konflikt i Nordirland, blev fysiske grænseposter fjernet.

* Den usynlige grænse har bidraget til at dæmpe spændingerne, og for Irland er det et absolut krav, at grænsen skal forblive "friktionsløs". EU har støttet Irland fuldt, og den britiske regering ønsker også en usynlig grænse.



Hvornår skal bagstopperen bruges?



* Begge parter har tydeligt sagt, at bagstopperen ideelt set ikke skal tages i anvendelse.



* Men det sker, hvis det ikke lykkes for briterne og EU at enes om mere permanente handelsrelationer og et fremtidigt forhold, før en planlagt overgangsperiode om nogle år er udløbet.



Hvorfor er den overhovedet nødvendig?

* EU vil ikke risikere at stå med en åben grænse til et tredjeland, hvorfra varer, der ikke lever op til EU-standarder eller er tolddeklareret, kan trilles direkte ind i EU.

Hvorfor kræver EU, at hele Storbritannien skal være underlagt EU-regler?

* Da irerne har modsat sig en hård grænse, foreslog EU, at alene Nordirland forblev i toldunionen, mens resten af Storbritannien kunne have egne regler.



* Så ville man lave en toldgrænse i havet. Men det afviste den britiske regering. En slags kompromis blev, at hele Storbritannien skal være underlagt reglerne.



Hvorfor stejler briterne over bagstopperen?

* De frygter, at de vil være bundet til denne garantiordning - bundet til EU-regler - til evig tid.



Kilder: EU-Kommissionen og BBC.



/ritzau/

17. SEP 2019 • 14:19 FOR ABONNENTER

Sæt dine ting i stand og brug dem igen

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog