18. AUG 2019 • 01:51UDLAND

13 er anholdt efter sammenstød mellem politiske yderfløje i USA

Grupper fra den yderliggående højre- og venstrefløj er lørdag tørnet sammen i den amerikanske by Portland.

Politiet har anholdt mindst 13 demonstranter i Portland i den amerikanske delstat Oregon.

Det sker, efter at demonstrationer blandt både den yderste højre- og venstrefløj lørdag endte i voldelige sammenstød.

Politiet har desuden beslaglagt metalstænger, peberspray og en række andre våben, som demonstranter var i besiddelse af.

Hundredvis af demonstranter fra den yderste højrefløj gik lørdag på gaden i den amerikanske storby. Herunder demonstranter fra den neofascistiske organisation Proud Boys og den Portland-baserede højrefløjsorganisation Patriot Prayer.



Her blev de mødt af moddemonstranter fra den yderliggående venstrefløjsorganisation Antifa.

Myndighederne har lukket flere broer og gader i forsøget på at adskille de stridende grupper af demonstranter.

Mindst en person er kommet til skade i forbindelse med sammenstødene og er bragt til hospitalet med en ambulance. Tre andre bliver tilset af læger på stedet, siger politiets talsperson, Tina Jones.



Situationen i Portland har lørdag fået flere politiske kommentarer med på vejen.

Borgmesteren i Portland, Ted Wheeler, betegner situationen i byen som "potentielt farlig og voldelig".

Allerede et par dage forud for lørdagens demonstrationer skrev borgmesteren på Twitter, at personer, som planlagde at sprede vold og had i Portland ikke var velkomne i byen.



USAs præsident, Donald Trump, skriver lørdag på Twitter, at der "holdes nøje øje med Portland".

I sit tweet gentager Trump, at han seriøst overvejer at placere Antifa på USAs terrorliste.

Det er dog ikke klart, hvordan præsidenten vil udføre sådan en plan, da det ikke er muligt for den amerikanske regering at erklære en amerikansk organisation for en terrorgruppe. Der findes i USA kun sådan en liste for udenlandske organisationer, såsom al-Qaeda.



/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. SEP 2019 • 09:13 FOR ABONNENTER

Ny bestyrelse har sat gang i en redningsaktion

17. SEP 2019 • 07:19 FOR ABONNENTER

Første sæson gik over al forventning: Det var vanvittigt

17. SEP 2019 • 05:55

Nu går Pelle på pension

Mest læste

15. SEP 2019 • 19:58SPORT

BHS-Almeborg tager historisk sejr

15. SEP 2019 • 13:16 FOR ABONNENTER

I dag kører han sit sidste løb

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager